Folketinget
Søren Espersen: Næste stop er den økonomiske afgrund
Fra Danmark kan vi frustrerede se til – velvidende, at såfremt status quo opretholdes, er næste stop den økonomiske afgrund i Grønland, skriver DF-politikeren blandt andet i et debatindlæg
Dansk Folkepartis Søren Espersen, der er formand for det udenrigspolitiske nævn i Folketinget, rejser igen en kraftig kritik af Grønland.
Det sker i et debatindlæg i Jyllands-Posten.
Læs: Aleqa Hammond udnævner DF'er til 'yndlingsmodstander'
Økonomien er presset til det yderste
Han mener, at alarmklokkerne ringer for Grønland. Han finder det rystende, at tilpasningen af finanspolitikken er påkrævet i en størrelse af 750 millioner kroner hvert år frem til 2040.
- Der er jo to muligheder for at tilpasse finanspolitikken: Der kan skæres i de offentlige udgifter, hvilket synes en umulig øvelse. Social- og sundhedsvæsenet er presset til det yderste.
- Og så kan der skaffes øgede indtægter, hvilket ikke har gang på Jorden: Bloktilskuddets størrelse er lovbestemt, indtægter fra råstoffer udebliver, og selv store skattestigninger vil ikke kunne kompensere, skriver han.
Læs: Dansk Folkeparti vil rulle selvstyret tilbage
Gør noget for turismen
Han opfordrer til at kigge på Island, når det gælder turismen. Han fremhæver, at Island har satset på turisme og har foretaget de nødvendige investeringer, således at der er et væld af tilbud for de besøgende
- Fra Grønlands side tror man, at alt sammen har noget med længden på landingsbaner at gøre. Men det er jo ganske andre, fundamentale problemer, som gør, at Island skaffer turister, mens Grønland, som i min optik er et langt mere attraktivt land, altså ikke kan, kritiserer Søren Espersen.
Læs: Grønland bliver aldrig en stat
Glem snakken om selvstændighed
Han mener, at Grønland bruger for meget tid på at snakke om selvstændighed.
- Fra Danmark kan vi frustrerede se til – velvidende, at såfremt status quo opretholdes, er næste stop den økonomiske afgrund.
- Derimod, blandt grønlandske politikere, er der én endeløs klappen hinanden på skuldrene – og en endeløs fælles forsikring om, at 'vi arbejder frem mod selvstændighed' – hvad man så i øvrigt overhovedet ikke gør, lyder det fra Søren Espersen.
Læs: DF: Send flygtningene til Grønnedal