Snart kan retten indkalde dig via e-Boks

Retten i Grønland begynder fra 1. marts at bruge e-Boks til blandt andet at indkalde parter og vidner i retssager. Det bliver meddelelser, der forpligter, understreger administrerende dommer.

Digital løsning kommer også borgerne til gavn, siger administrerende dommer Stig Nørskov-Jensen.
Offentliggjort

Fra 1. marts vil Retten i Grønland bruge en ny digital løsning til forkyndelser. 

Det vil sige, at retten kan sende besked via e-Boks til den person, som skal møde i retten, stævnes eller have en retsafgørelse.  

Retten har i forvejen forskellige måder at forkynde på. Det kan blandt andet ske med politiets hjælp eller over telefonen. Nu er det planen, at digital forkyndelse bliver det almindelige i fremtiden. 

De nye forkyndelser kan også blive en fordel for modtagerne, mener den administrerende dommer for Retten i Grønland:

 – Jeg tror, at mange vil foretrække en forkyndelse via e-Boks, frem for at politiet kommer til deres dør, eller de bliver ringet op midt i arbejdstiden, siger Stig Nørskov-Jensen.

En forpligtende meddelelse

Stig Nørskov-Jensen understreger, at de nye digitale indkaldelser er lige så forpligtende for borgeren som forkyndelser på andre måder.

– Så snart man har åbnet meddelelsen i den digitale postkasse, anser vi den for modtaget og forkyndt. Det gælder også, hvis man sletter den. Derefter har man pligt til at møde op, hvis man er blevet indkaldt til et retsmøde, påpeger den administrerende dommer.

Det er ulovligt at udeblive fra retten uden gyldig grund, og det fører til besvær og omkostninger i retssystemet, når sager bliver forsinket.

Den nye digitale løsning bliver indført gradvist, oplyser Retten i Grønland. Først bliver den taget i brug for civile sager. De følgende skridt bliver at udbrede systemet til fogedsager og derefter kriminalsager.

Retten kan stadig benytte de mere gammeldags måder at forkynde på, hvis modtageren ikke har digital post eller slet ikke åbner sin digitale post.

Powered by Labrador CMS