Slås for åbenhed om aktieselskaber
Landstingets revisionsudvalg skal nu se nærmere på, om der kan informeres bedre om, hvordan landsstyret varetager sine ejerinteresser i de hjemmestyreejede selskaber, oplyser KNR.
Koalitionspartiet Atassut stillede i går i landstinget et forslag om bedre information om hvordan landsstyret varetager sine ejerinteresser i de hjemmestyreejede selskaber.
To tredjedele af landsstyrekoalitionen, nemlig Siumut og IA, forsøgte ellers at skyde det ned, men et flertal i landstinget besluttede alligevel at sende forslaget videre til udvalgsbehandling.
Det gigantiske underskud i KNI-koncernen gik som en undertone igennem debatten, selvom selskabet kun blev nævnt få gange.
- Landstinget har ved flere lejligheder måttet bevilge millioner af kroner til dækning af katastrofale underskud, blandt andet som følge af fejlinvesteringer. Landstinget har derfor krav på en samlet oversigt over udviklingen i selskaberne. Vi er klar over, at der også er forretningsmæssige hensyn at tage, så det kan være at de årlige redegørelser skal gives for lukkede døre, sagde Atassuts forslagsstiller, Godmand Rasmussen.
Men det var landsstyreformand Hans Enoksen, Siumut, ikke tryg ved:
- Der siver jo altid noget ud fra lukkede møder. Men i øvrigt får I oplysningerne i form af selskabernes årsrapporter. Landsstyret hemmeligholder ikke noget, og jeg er træt af at høre beskyldninger om det modsatte, sagde landsstyreformanden.
Atassut fik støtte fra Demokraterne og Katusseqatigiit Partiiat, og også IA var indstillet på at sende forslaget til videre behandling. Og det betyder altså, at landstingets revisionsudvalg nu skal undersøge, om der kan gives mere information om strategierne i de hjemmestyreejede virksomheder.
Et andet forslag fra Atassut om at stramme loven om landsstyremedlemmers ansvar i relation til de hjemmestyreejede virksomheder fik derimod ikke tilslutning.