Skud mod politiet: En mand er anholdt
En psykisk syg mand har afgivet skud mod politiet i Nuuk. Politiet har spærret et større område af ved Atertaq i Nuussuaq og opfordrer befolkningen til at holde sig væk. Manden er nu anholdt.
Opdateret klokken 17.45 - manden er anholdt og folk kan færdes ved Atertaq.
Politiet har nu anholdt manden, som har truet politiet på livet. Politiet spærrede Atertaq området efter at have fået trusler.
Kort efter politiet havde spærret vejen, så kom manden ud fra lejligheden med et våben, og skød herefter flere gange med våbnet, hvorefter han trak sig tilbage til lejligheden.
- Efter samtaler med politiets forhandler valgte manden til sidst at forlade lejligheden ubevæbnet, hvorefter politiet kunne anholde ham uden yderligere dramatik, og ingen er kommet til skade. Det oplyser politiet i den seneste pressemeddelelse.
Afspærringen er nu ophævet, og borgere kan igen færdes trygt i området.
Manden er kendt hos politiet
En psykisk syg mand i Nuuk, som er kendt af politiet, har torsdag eftermiddag fremsat trusler på livet mod blandt andre politiet.
Politiet i Nuuk modtog tidligere et opkald fra borgeren, der truede med at skyde blandt andre ansatte i politiet.
Det har resulteret i at politiet nu afspærrer et større område ved Atertaq i Nuussuaq, hvor manden har afgivet skud mod politiet.
- Da manden er kendt af politiet for potentielt at være farlig har politiet afspærret et større område omkring Atertaq i Nuussuaq. Manden har afgivet skud med et våben mod politiet, og Grønlands Politi skal derfor anmode alle borgere om at holde sig væk fra området. Det skriver politiet i en pressmeddelelse.