Regning
Skatteydere betaler 19.500 kroner for direktørs klagesag
Kommunaldirektør i Sermersooq Lars Møller Sørensen ville sagsøge en professor for udtalelser til Sermitsiaq. Det koster kommunen 19.500 kroner, skriver KNR.
I september stævnede Kommuneqarfik Sermersooq professor Ole Helby Petersen fra Roskilde Universitet for en udtalelse til Sermitsiaq om finansieringen af Siorarsiorfik-projektet.
Det viste sig dog, at Kommunaldirektør i Sermersooq Lars Møller Sørensen ikke havde informeret borgmester Asii Chemnitz Narup (IA) og det øvrige byråd om sit usædvanlige skridt. Og få dage efter, at Sermitsiaq.AG havde fortalt om stævningen blev den så trukket tilbage.
Regning til advokat
På det tidspunkt var der dog oparbejdet en regning hos det advokatkontor, der havde udtaget stævningen. KNR har fået aktindsigt i sagen, og kan fortælle, at stævningen har kostet kommunen 19.500 kroner.
Det citat i Sermitsiaq, som Lars Møller Sørensen var blevet så fortørnet over, lyder:
“Argumentet om, at den eksterne finansiering vil skabe luft og råderum i kommunens anlægsbudgetter, er et falsk argument, siger Ole Helby Petersen og forklarer:
- Det er meget klart vist i forskningen, at argumentet om at skabe luft i budgetterne ved at låne penge er et falsk argument. Det, man grundlæggende gør, er, at man skaber noget luft i sine anlægsbudgetter ved at man låner pengene. Men det overføres til gengæld til en gældsforpligtelse, som betales gennem driftsbudgettet, der dermed belastes tilsvarende.
Og i sidste ende er både anlægsbudgettet og driftsbudgettet slanger ned i den offentlige kasse, så det er påvist ekstremt klart, at det argument ikke kan bruges.”
Ekspert kalder stævning problematisk
Her ville Lars Møller Sørensen have rettens ord for, at professoren skulle anerkende, “at finansiering af private udlejningsboliger i regi af privat aktieselskab med hel eller delvis ekstern finansiering, frem for at Kommuneqarfik Sermersooq selv opfører og finansierer boligerne, de facto vil skabe et øget råderum i kommunens økonomi, som kan bruges til andre formål.”
Forskningschef i samfundsvidenskab Roger Buch fra Medie- og Journalisthøjskolen i Aarhus opfattede stævningen som dybt problematisk.
- Moderne demokrati og forvaltning er kompliceret, og kommuner og andre offentlige myndigheder har en stor magt på grund af deres mange eksperter og økonomiske ressourcer, hvilket især gavner borgmestre og andre magthavere. Eksperter kan fungere som en kritisk modmagt, og hvis kommuner og andre myndigheder begynder at føre retssager for at få ret, så skævvrides demokratiet endnu mere, sagde han til Sermitsiaq.AG.
LÆS MERE OM SAGEN:
Sermersooq stævner RUC-professor
Stævning mod professor trækkes tilbage
Kommunaldirektør: Derfor stævner vi professoren
Professor om stævning: Ingen kommentarer
Kammeradvokat skal kæmpe mod Sermersooq
Eksperter: Kommunaldirektør på tynd is