Skærpet dom i sag om voldtægt

Fuld frifindelse i Kredsretten er blevet til en betinget dom og en bodsbetaling i Grønlands Landsret ved ankesag om voldtægt i Tasiilaq i 2017.

Offentliggjort

En voldtægtssag har fået sit endelige punktum efter tre år. Sagen blev kendt i medierne, fordi mor til offeret er Naasunnguaq Ignatiussen Streymoy, som stod frem i dokumentaren 'Byen hvor børn forsvinder'

Efter fuld frifindelse i Sermersooq Kredsret den 22. juli 2019 er dommen skærpet til en betinget anstaltsanbringelse i 60 dage og en bodsbetaling på 15.000 kroner i Grønlands Landsret den 9. juni 2020 i ankesagen.

Dommen falder ikke på grund af voldtægt, da retten fandt, at der ikke er beviser for, at der var tale om tvang i forbindelse med hændelsen.

Landsretten finder det dog bevist, at der har fundet et samleje sted den pågældende nat, men lægger til grund, at der var tale om et frivilligt samleje.

Til gengæld er den dømte fundet skyldig i seksuelt samvær med en mindreårig da offeret var 13 på gerningstidspunktet

Mor til den nu 16-årige pige er bestyrtet over den skærpede men ifølge hende alligevel alt for milde dom.

- 15.000 for at ødelægge min datters liv, og ingen afsoning. Jeg bliver så ked af, at der er så lidt retfærdighed til, og at det at have ødelagt hendes liv er så lidt værd, siger Naasunnguaq Ignatiussen Streymoy til Sermitsiaq.AG

Svært at huske detaljer så længe

Hun og familien har ventet længe på en endelig afgørelse i sagen, som fandt sted nytårsnat 2017.

Da sagen kom for landsretten i februar fortalte datteren om sine oplevelser i retten til Sermitsiaq.AG

- Jeg skulle vente først halvandet år med kredsretten. Nu med landsretten skulle jeg vente i samlet over to år siden hændelsen. Her forventer de så, at man kan huske detaljer efter så lang tid, beskrev hun.

- I kredsretten spurgte forsvareren meget ind til alt under det såkaldte samleje og prøvede at få mig til at svare så hurtigt som muligt, så jeg ikke fik tænkt over mit svar. Det oplevede jeg som ret så ubehageligt.

Moderen er forundret over afgørelse

Og netop påstanden om, at det var frivilligt falder moderen for brystet.

- Hvordan kan det være frivillig sex for en 13-årig, spørger hun.

I domsbogen er hændelsen beskrevet således af offeret:

- Hun fik nogle knytnæveslag under samlejet. Samlejet forløb ved, at hun stod op ad væggen. T1 trak hendes tøj ned. Hun afviste ham og sagde nej. (…) I starten stod de med front mod hinanden. Hun blev slået, da hun stod foran ham. Han slog hende to eller tre gange. Hun husker ikke, om han gjorde andet ved hende. Da T1 gik, blev hun siddende lidt i sneen.

Powered by Labrador CMS