Siumut samles før efterårsmødet

Siumuts hovedbestyrelse og folkevalgte mødes i Qooqqut næste måned for at debattere partiets videre politik og strategi.

Offentliggjort

Siumut skal drøfte deres næste politiske skridt op til Inatsisartuts efterårssamling. Det sker, når partiets hovedbestyrelse, medlemmer af Inatsisartut, gruppeformænd for kommunalbestyrelserne, deres folketingsmedlem og borgmesteren i Qeqqata Kommunia mødes til rådslagning i Qooqqut ved Nuuk i dagene 18.-21. september.

- På samling skal deltagerne drøfte aktuel status for de politiske initiativer og kommunernes ståsted, og derefter vil der ske en prioritering af det videre politiske arbejde, oplyser formand for partiet Erik Jensen på Siumuts hjemmeside.

Fælles ideudvikling

- Som en politisk bevægelse har vi igennem historien haft det kendetegn, at vi gennem fællesskabet udvikler vores politiske ideer. Jeg har ønsket, at den tradition bliver genoptaget, og denne begivenhed vil foreløbigt være den første, siger Erik Jensen.

Efter valgene til Inatsisartut og kommunerne i foråret har formanden for Siumut, Erik Jensen, fortalt til Sermitsiaq.AG, at partiet går i gang med en evaluering af valgresultaterne, der kostede Siumut magten i Inatsisartut og tabet af borgmesterposten i Sydgrønland.

Nu skal partiet se fremad og udarbejde en strategi for de næste politiske skridt. Og partiets mål skal tydeliggøres, så vælgerne ikke skal være i tvivl om, hvad Siumut står for:

- Det er vores mål, at samfundet ikke længere skal være i tvivl om, hvad Siumut står for. Og samlingen her vil da også indeholde en strategisk prioritering, blandt andet med afsæt i de målsætninger, som landsmødet har vedtaget. Det er vores håb, at alle vil få noget ud af processen, og ikke mindst hjælpe med at sætte konturerne for den videre vej fremad, siger Erik Jensen.

Tovholder for arrangementet, partikonsulent, Hans Peter Poulsen ser frem til at facilitere processen.

- Jeg håber, at forsamlingen vil blive enig med sig selv om en klar og utvetydig vej frem. Jeg er ikke i tvivl om, at samværet vil være givende for alle og gennemført med en positiv ånd, siger Hans Peter Poulsen.

Powered by Labrador CMS