Siumut-politiker: I har smidt forsamlingsfriheden på bålet
Den nye forkvinde for Siumut Nuuk, harcelerer over, at partiets landsmøde er aflyst igen. Inga Dora Gudmundsdóttir Markussen var en af de kritiske røster, der ikke ville acceptere, at landsmødet blev afholdt digitalt, og at de politiske diskussioner blev udskudt til et senere tidspunkt.
Det er ikke alle, der er tilfredse med at Siumut igen har aflyst landsmødet, hvor der skulle diskuteres politik og vælges formand. I et debatoplæg fra forkvinden i partiets Nuuk-afdeling, Inga Dora Gudmundsdóttir Markussen, lyder en hårdtslående kritik, at man med den beslutning går på kompromis med demokratiet.
Tillykke! I har smidt jeres forsamlingsfrihed på bålet.
Ifølge hende er det vigtigt, at den demokratiske proces og folkestyret fortsætter på trods af coronasituationen.
- Retten til at ytre sig, forene sig og forsamles er sammen med retten til at stemme faktisk det, der udgør et demokratisk samfund. For at sætte noget af dette ud af drift skal der nærmest være en undtagelsesstiltand. Bevares, der er nogle steder i blandt de vestlige demokratiske lande, hvor Corona-situationen er ude af kontrol, hvorfor der tyes til dyrt købte midlertidige restriktioner mod forsamlinger og retten til at gå ud. Forståeligt nok. Men det er ikke tilfældet i Grønland, skriver hun.
Formandsvalg uden debat er ikke ok
Hun påpeger, at vi har en anden situation her i landet end mange andre steder, fordi vi har formået at holde smittespredningen ude, Hun mener, at problemet ligger i, at Naalakkersuisut har åbnet for meget op for indrejser til landet på bekostning af befolkningens frihed.
- Her til lands befinder vi os i en mærkværdig situation. To af Inatsisartuts partier, Partii Naleraq og Siumut har valgt at aflyse deres landsmøder på ubestemt tid på trods af, der er ingen aktive smittetilfælde er her i landet og har ikke været det i flere måneder, set bort fra et enkelt tilfælde tilbage i juli.
Hun giver ikke meget for, at næstformanden lover et formandsvalg inden årets udgang.
- Et formandsvalg, der skal holdes digitalt uden en forudgående politisk debat, hvor kandidaterne og de delegerede kan debattere hvilken retning, de ønsker at partiet skal gå, det er utopi, siger hun til Sermitsiaq.AG
Grundloven sikrer ret til politiske møder
Pointen er ifølge hende, at Grundloven sikrer, at de politiske møder kan afholdes på trods af restriktionerne, og det mener hun, man bør gøre. Hun forstår ikke kritikken af, at partiet vil afholde landsmøde.
- Og oveni det, står andre partier – og sågar pressen - i kø for at kritisere Siumuts prioritering om at gennemføre deres landsmøde, fremfor at bakke op om den grundlovssikrede ret. Endnu en bekræftelse på, at politik i Grønland kan virke useriøs, skadefro og uden retning. Ja, det er sgu tankevækkende. Tillykke! Naalakkersuisut har smidt vores forsamlingsfrihed på bålet.
Nuuk-forkvinden slutter af med en bredside til sine politiske kollegaer.
- Hvor er vores folkevalgte politikere? Demokratiets vogtere. De som vi betaler i dyre domme for at repræsentere os? Har I ikke en holdning, eller er vi nået til et punkt, hvor I ikke tør udtrykke jeres holdning af frygt for repressalier fra jeres parti? Den larmende tavshed er uhyggelig, lyder det fra Inga Dora Gudmundsdóttir Markussen.