Siumut: Kommunalbestyrelsesmedlem kræver forklaring fra lokalafdeling
Kommunalbestyrelsesmedlem i Kommuneqarfik Sermersooq, Peter Davidsen (S), vil på ingen måde acceptere at han er blevet meddelagtiggjort i noget han ikke har haft mulighed for at have indflydelse på. Han kræver overfor Siumut Nuuk´s bestyrelse at der bliver indkaldt til medlemsmøde hurtigst muligt.
Peter Davidsen er på lige fod med Inga Dora Gudmundsdottir Markussen folkevalgt i kommunalbestyrelsen i Kommuneqaarfik Sermersooq med base i Nuuk. Han er stærkt utilfreds med den nuværende bestyrelse i Siumut Nuuks arbejdsmetoder, især op til moderpartiets landsmøde i slutningen af juli.
Peter Davidsen kræver forklaring og han kræver, at bestyrelsen indkalder til medlemsmøde og kommer med en forklaring på, hvorfor medlemmerne er blevet taget til indtægt i politiske dispositioner, som de på intet tidspunkt har været med til at udforme:
- Jeg har, da Siumut Nuuk holdt generalforsamling i februar ellers forlangt at lokalafdelingen skal sørge for at inkludere medlemmer og folkevalgte i forbindelse med forberedelsen til Siumuts landsmøde. Dette er ikke sket, men til gengæld har bestyrelsen eller dele af bestyrelsen tilladt sig selv at insinuere, at jeg skulle have deltaget i udformningen af lokalafdelingens forslag.
Peter Davidsen vil ikke sætte ord på hvilke konsekvenser han ønsker i forhold til sagen.
- Vi har som folkevalgte før haft gode muligheder for at mødes med vores partifæller og drøfte politiske sager og der har vi sammen udformet udmeldinger om for os vigtige politiske sager, men jeg frygter at man meget hastigt er ved at gå bort fra dialogen, påpeger Peter Davidsen og fortsætter:
- Broen mellem folkevalgte og partifæller i lokalafdelingen bør og skal være stærk, men en bestyrelse der springer dialogen over og giver sig selv masser af råderum, er en farlig udvikling, det skal jeg ikke lægge skjul på. Jeg vil gerne selv se mine partifæller i øjnene, før jeg eventuelt kommer med indstilling om konkrete konsekvenser, forklarer kommunalbestyrelsesmedlem Peter Davidsen overfor Sermitsiaq.AG.
Alle kortene på bordet
Han fortæller, at de folkevalget sammen med lokalafdelingens medlemmer skulle behandle lokalafdelingens forslag sammen og udpege delegerede, sådan som det plejer at foregå.
- Det er bare ikke sket. Så jeg kræver, at bestyrelsen står til ansvar overfor sine medlemmer og indkalder til medlemsmøde i første omgang, for vi skal have alle kortene på bordet, siger Peter Davidsen til Sermitsiaq.AG.
Peter Davidsen har også siddet i moderpartiets hovedbestyrelse. Han har af personlige årsager været forhindret i at deltage i et møde, hvor lokalafdelingernes forlag blev behandlet af partiets organisation.
Forsøgte at stoppe forslagene
Men efterfølgende opdager han, at Siumut Nuuk har indsendt forslag, hvori det fremgår at Siumut Nuuk´s folkevalgte skulle have været med til at udforme forslagene. Han forsøger herefter at få stoppet lokalafdelingens forslag:
- Jeg er blevet meddelagtiggjort i noget, som jeg ikke kan stå bag, og jeg forsøgte at få stoppet forslagene, for de har ikke været hverken behandlet hos medlemmerne eller hos os der er folkevalgt, men der var løbet desværre kørt.
Det andet Peter Davidsen er fortørnet over, er at bestyrelsen, imod tradition for at medlemmerne udpeger de delegerede, har valgt at udpege sig selv som delegerede:
- Det er normalt, at lokalafdelingens medlemmer drøfter og vedtager hvem lokalafdelingen sender afsted til moderpartiets landsmøde, men dette er heller ikke sket i dette tilfælde, vi har derfor stærkt brug for at få en forklaring og ikke mindst rydde op i lokalafdelingen, lyder det fra kommunalbestyrelsesmedlem Peter Davidsen (S).
Med til Siumuts landsmøde i slutningen af juli var Qarsoq Høegh-Dam, Lars Jørgen Kleist og Per Pilutaq Rosing-Petersen på vegne af Siumut Nuuk.
Sermitsiaq.AG forsøger fortsat at få et interview med formanden for Siumut Nuuk, Qarsoq Høegh-Dam om sagen.