Siumut foreslår: Fire dages arbejdsuge
Siumuts hovedbestyrelse foreslår færre arbejdsdage om ugen, men det skal ikke gå ud over landsøkonomien, hvis det skal realiseres. Forslaget skal debatteres på partiets landsmøde næste uge.
Landets største parti vil arbejde for at indføre fire dages arbejdsuge.
Det fremgår af hovedbestyrelsens forslag i Siumuts kommende landsmøde. Dog er der betingelser, hvis forslaget skal gennemføres.
- Siumut vil arbejde for at indføre fire dages arbejdsuge, hvis landsøkonimien ikke bliver påvirket af det. Det skal ikke gå ud over økonomien og effektiviteten i arbejdsmarkedet, hvis det skal realiseres, påpeges det.
Mere motion
Hvis ordningen indføres, vil borgerne få mere tid til motion.
- Det Grønlandske Idrætsforbund har vision om, at borgerne skal blive mere fysisk aktive. Herfra vil det være en direkte støtte til idrætsforbundet, hvis fire dages arbejdsuge skal gennemtrumfes, fremhæves det.
Grønlands Idrætsforbunds mål er, at Grønland skal være verdens mest fysisk aktive land i 2030.
Banebrydende resultater
Der er lavet en del forskning på området og nogle virksomheder har allerede taget ordningen i brug rundt omkring i verden.
Sidste år udkom bogen ”Manden der knuste kalenderen for at gøre sine medarbejdere lykkelige”, som viser banebrydende resultater af en fire-dages arbejdsuge.
Bogen er baseret på den danske virksomhed IIH Nordic, som i over to år kun har arbejdet fire dage om ugen.
- Stort set alt stress blandt de 49 medarbejdere er elimineret, resultatet er fordoblet, sygefraværet er ikke eksisterende og i 2017 og 2018 er de blevet kåret som Danmarks Bedste Arbejdsplads (i IT-kategorien) samt vundet en favnfuld af priser for både deres arbejdsmiljø og deres produkter, fremgår det i bogen.