Siumut er glad for satspuljeforliget
Siumut får sine ønsker til satspuljemidlerne opfyldt med dagens endelige aftale i Folketinget

Doris Jakobsen har været med til at sikre, at både Foreningen Grønlandske Børns projekt for grønlandske børns forhold i Danmark og Grønlænderhuset i Aalborgs indsats for de grønlandske borgere i området, nu er blevet sat på som faste modtagere af bidrag. Det er resultatet i dagens aftale, oplyser Siumut i Folketinget i en pressemeddelelse.
Siumut i Folketinget er glad for, at en række af de ønsker, partiet har kæmpet for i forhold til brugen af de såkaldte satspuljemidler er blevet opfyldt med dagens endelige aftale.
- Det skyldes ikke mindst det tætte samarbejde med Socialdemokraterne, som vi i Siumut har haft omkring disse midler, eftersom Siumut ikke selv deltager direkte i forhandlingerne om fordelingen af pengene, forklarer Doris Jakobsen i henhold til pressemeddelelsen go oplyser, at hun derfor har sikret en tæt koordination med de socialdemokratiske forhandlere omkring de ønsker for støtte til grønlandske projekter, vi og projekterne selv har haft.
Nu ser vi resultatet, idet både Foreningen Grønlandske Børns projekt for grønlandske børns forhold i Danmark og Grønlænderhuset i Aalborgs indsats for de grønlandske borgere der, er blevet sat på som faste modtagere af bidrag. Til forskel fra tidligere, hvor bidragene til disse projekter var tidsbegrænsede.
- Jeg vil gerne lykønske de grønlandske projekter, vi nu har fået gjort til faste bidragsmodtagere under satsmidlerne. Det er jo næsten alle partier i Folketinget, der står bag denne nye beslutning, og det er derfor absolut lige så godt som at komme på finansloven.
- Samtidig vil jeg gerne takke forhandlerne fra vores samarbejdspartner her i Folketinget, Socialdemokraterne, for at de har stået fast på de ønsker, vi har forelagt dem sammen med lederne af de grønlandske projekter. Dette er et godt signal om, at vi har fået en ny dansk regering med et nyt syn på den virkelighed, som mange af de grønlandske borgere hernede lever under, siger Doris Jakobsen.