kommunalvalg 2017
Siumut-afgørelse lader vente på sig
Det offentliggøres senere søndag, hvem der fra Siumut i Qaasuitsoq Kujalleg, skal have 1. viceborgmesterposten. Det splittede parti er endnu ikke klar med en udmelding.
Det oplyser Otto Jeremiassen, som er forhandlingsleder for den fem mand store gruppe, der natten til lørdag indgik en aftale med IA-partiet, der sendte Ane Hansen ind i borgmesterembedet.
Ingen afklaring
Siumutterne gik til møde lørdag kl. 17, men her til morgen er der endnu noget, der skal afklares.
Læs også: Drama i nord – Ane Hansen bliver alligevel borgmester
- Senere i dag kan jeg oplyse, hvem der bliver 1. viceborgmester. Det er vigtigt, at vi gør det hele grundigt og ordentligt, siger Otto Jeremiassen til Sermitsiaq.AG.
Forhandlingslederen afviser, at man venter på de to detroniserede Siumut-kolleger Enok Sandgreen og Nikolaj Jeremiassen, der ikke står bag aftalen med IA.
Vi vil ikke vente på dem
- Vi har ikke tid til at vente på dem. De kan tilslutte sig gruppen, hvis de har lyst. Det har vi ingen problemer med, siger Otto Jeremiassen.
Læs også: Siumut er splittet i Qaasuitsoq Kujalleq
Fredag eftermiddag proklamerede Enok Sandgreen, at han havde lavet en aftale med Naja Petersen fra Atassut og derfor ville besætte borgmesterstolen. Han havde imidlertid ikke afstemt forhandlingen med hele gruppen.
Det usædvanlige var, at Enok Sandgreen ikke var Siumuts stemmesluger. Det var derimod Jess Svane, som derfor også er favorit til at indtage 1. viceborgmesterstolen ved siden af Ane Hansen.
Læs også: Enok Sandgreen tavs om sin politiske fremtid
Det har ikke været muligt at få kontakt til Enok Sandgreen søndag.
Vil ikke anerkende aftale
Nikolaj Jeremiassen oplyste lørdag til Sermitsiaq.AG, at han ikke ville anerkende den aftale, som den fem mand store gruppe havde indgået med IA.
Hvilken rolle, den udmelding har, svæver i det uvisse, idet Nikolaj Jeremiassen ikke har taget stilling til, om han vil fortsætte i Siumut-gruppen.
Læs også: Ane Hansen: Fornuften sejrede