SIK: Socialfonden betaler rejsen for kommende fædre
Kommende fædre kan nu ansøge SIK's socialfond om at betale for rejseudgifter, såfremt moderen er nødsaget til at rejse til en anden by for at føde.
Der er gode nyheder til kommende forældre.
- Vi er glade for at kunne meddele, at SIK's socialfond nu kan betale rejsen for en vordende far, i forbindelse med at moderen nødvendigvis skal rejse til en anden by for at sætte barnet i verden.
Det skriver SIK i en pressemeddelelse.
Såfremt parret har børn under 18 år, kan de også indgå i den betalte rejse, lyder det videre.
Tabt arbejdsfortjeneste og logi
Det kræver, at der bliver sendt en ansøgning til socialfonden - og det er vel at mærke rejsen, det drejer sig om, understreger SIK.
Ikke desto mindre vil det senere kunne vurderes nærmere, hvorvidt ordningen skal omfatte tabt arbejdsfortjeneste og logi.
Men, skriver fagforbundet:
- I første omgang er det altså rejseudgifterne, der kan dækkes via den nye mulighed, som SIK’s socialfond nu åbner.
SIK trækker som sædvanligt også lod om almindelige ferierejser blandt medlemmerne i år, hvor fristen for at søge er forlænget. Begrundelsen er, at ansøgningen kun skal ske online og at SIK's Feriefond er ved at omlægges efter de nye overenskomstaftaler.