Sermersooq ansætter ny HR-chef
Hovedstadskommunen har pr. 1. marts ansat John Thorsen som HR- og Personaleservicechef.
Den 53-årige politiuddannede John Thorsen kommer fra en stilling som HR-chef i public servicestationen KNR, og tidligere har han været ansat i Tele-Posts HR-afdeling.
– Med John Thorsen får vi en erfaren HR-chef med stor personlig gennemslagskraft, som har en bred erfaring fra tidligere stillinger inden for HR, uddannelse og arbejdsmiljø. Jeg glæder mig meget til samarbejdet og forventer en HR chef der skaber dialog og udvikling med driften der dækker ca. 2.300 medarbejdere, siger Marie Fleischer, der er vicekommunaldirektør med ansvaret for bl.a. HR i Kommuneqarfik Sermersooq.
Thorsen glæder sig
John Thorsen glæder sig til at tage fat på opgaverne i sin nye stilling:
– Kommuneqarfik Sermersooq har mange dygtige medarbejdere, som lægger rigtigt meget energi i deres daglige arbejde, og jeg glæder mig til, i samarbejde med min kommende kollegaer, at stå klar med sparring og støtte til ledelsen og medarbejderne samt til arbejdet med organisationsudvikling, siger John Thorsen.
John Thorsen har været særdeles aktiv inden for det frivillige foreningsarbejde, hvor fodbolden har haft gavn af hans indsats. Tilbage i november 2019 valgte han imidlertid at stoppe som formand for fodboldforbundet Kalaallit Arsaattartut Kattuffiat.