Seminarium halverer studietid for at mindske frafald
For at komme et stort frafald til livs er det besluttet at halvere studietiden til socialhjælperuddannelsen.
Socialpædagogisk Seminarium (SPS), Perorsaanermik Ilinniarfik, gennemfører til sommer en markant ændring af socialhjælperuddannelsen.
Allerede fra sommer træder en ny
studieordning i kraft for socialhjælperuddannelsen.
Såvel den teoretiske skolegang
som praktiktiden mindskes, så det kun vil tage et år – mod tidligere to år – at
gennemføre uddannelsen.
Selv om teoriforløbet forkortes
fra 49 til 29 uger og praktiktiden fra 48 til 17 uger fastslår Socialpædagogisk
Seminarium (SPS), Perorsaanermik Ilinniarfik, følgende i en pressemeddelelse:
Ingen svækkelse
- Ændringen
sker uden at svække uddannelsens faglige formål eller kompetencemål.
Begrundelsen
for ændringen skyldes ikke mindst, at det har været en stor udfordring for de
studerende at gennemføre uddannelsen med to praktikforløb.
- Vores
vurdering er, at den nuværende længde på socialhjælperuddannelsen ikke er
hensigtsmæssig og bidrager til et højt frafald. I dag gennemfører under
halvdelen af de studerende uddannelsen. Særligt det seks måneder lange
praktikforløb har vist sig at være en udfordring – både fagligt, personligt og
i forhold til de geografiske og praktiske rammer i Grønland. Vores erfaringerne
viser, at praktikforløb i sin nuværende form er forbundet med øget risiko for
frafald. Baggrunden for at reducere praktikforløbene fra to til ét er netop
disse erfaringer, skriver SPS og tilføjer blandt andet:
- En varighed på 1 skoleår sikrer et hensigtsmæssigt
progressionsniveau (forbedret udvikling, red.) for studerende, der ønsker at
videreuddanne sig til assistenter, og bidrager dermed til en stærkere
uddannelseskæde og rekruttering på tværs af vores uddannelser.
Meritovergang
styrkes
Med
den gennemgribende ændring af studiet bliver meritovergangen fra den decentrale
dagtilbudsmedhjælperuddannelse (DMU) forbedret, oplyses det, hvor ”den nye
struktur skaber en mere sammenhængende og motiverende progression”.
-
Studerende fra Nuuk sendes i dag til et tredje og afsluttende teoriophold på 4
måneder i Ilulissat. Dette bortfalder i den nye ordning. Med den nye
studieordning vil vores studerende kunne færdiggøre hele deres uddannelse i
Nuuk og dermed undgå at skulle rejse til Ilulissat og forlade deres familier og
vante omgivelser, oplyses det.