SAR-operation: Eftersøgning fortsætter efter savnet i Sydgrønland
En mand er fortsat savnet i Sydgrønland. Politiet vil nu forsøge sig med genafhøring af vidner.
En mand der sejlede fra Nanortalik fredag, er fortsat savnet på trods af en omfattende eftersøgning.
Det fortæller vagtchef Mark Larsen fra Grønlands Politi.
Det er Grønlands Politi og Arktisk Kommando, der står for eftersøgningen, og status onsdag morgen er, at eftersøgning med helikopter indstilles.
Det skyldes, at myndighederne de foregående dage har afsøgt relevante områder, og at det er vurderingen, at eftersøgning med helikopter ikke længere giver mening.
Leder fortsat med skib
Der ledes dog fortsat til søs, lyder det fra vagtchefen.
Politiet vil nu foretage nogle genafhøringer for om muligt at få nye input til, hvor den savnede mand kan være.
Den savnede mand er i begyndelsen af 60'erne, og han er sejlet afsted i en jolle - en Witt 400. Han afsejlede fra Nanortalik mod Narsarmijit fredag eftermiddag i sidste uge. Søndag blev han meldt savnet, da han ikke var dukket op.