Samarbejde om oprindelige folk

Formand for naalakkersuisut Kuupik Kleist møder udviklingsminister Søren Pind i København fredag

Formand for naalakkersuisut Kuupik Kleist møder udviklingsminister Søren Pind i København fredag. Foto: Hans Jukku Noahsen
Offentliggjort

Dermed fortsætter den fælles grønlandske og danske indsats i arbejdet med verdens oprindelige folk.

Det internationale udviklingssamarbejde er under hastig forandring, samtidigt med at situationen for oprindelige folk mange steder i verden fortsat er utilfredsstillende med hensyn til fattigdom, demokrati, menneskerettigheder, regeringsførelse og fredsopbygning.

Danmark overtager formandskabet i EU i 2012. Og Grønland vil i den forbindelse opfordre den danske regering til at bruge formandskabet konstruktivt til at forny EU’s indsats om oprindelige folks vilkår og rettigheder gennem konkrete bistandsprojekter og politiske dialoger.

- Grønland opfordrer desuden Danmark til også at bruge EU-formandskabet til at sikre en konstruktiv forberedelsesproces op til FN’s kommende Verdenskonference om Oprindelige Folk i 2014. Formanden agter at rejse spørgsmålet om brug af dansk-grønlandske samarbejdserfaringer, netop for at sikre oprindelige folks ligeværdige deltagelse i forberedelsesprocessen, lyder det i en pressemeddelelse fra Grønlands Selvstyre.

Kuupik Kleist (IA) deltager desuden i et seminar om Danmarks støtte til oprindelige folk i perioden 2001-2010, som han og udviklingsministeren Søren Pind (Venstre) åbner i fællesskab.

Vigtigt at holde fanen højt

Hovedformålet med seminaret er dels at informere om den danske indsats for at fremme oprindelige folks rettigheder, dels at komme med anbefalinger til fremtidige aktiviteter for at bevare de mange gode resultater og erfaringer, der er opnået i en ændret bistandsarkitektur. Baggrunden for seminaret er en nylig overstået evaluering af den danske indsats for oprindelige folk.

- Set i lyset af de fremtidige opgaver er det vigtigt at Grønlands Selvstyre fortsætter med at holde fanen højt i arbejdet med verdens oprindelige folk. Grønland har høstet værdifulde erfaringer på internationalt plan, noget som kan tjene som inspiration for mange oprindelige folk. Men Grønland har også en praktisk opgave at løse, nemlig hvordan vi bedst kan deltage i det fremtidige danske udviklingssamarbejde. Derfor vil formanden også rejse spørgsmålet om muligheden for at grønlandske virksomheder og institutioner i højere grad kan inddrages i det bistandstekniske samarbejde, uddyber selvstyret.

Powered by Labrador CMS