Rygter om fyret rengøringspersonale: Naalakkersuisoq kræver klarhed

Anna Wangenheim har bedt om en forklaring fra sundhedsledelsen på anklager om, at rengøringspersonale er blevet fyret og skal erstattes af udenlandsk arbejdskraft.

- Og selvfølgelig forventer og kræver jeg, at proceduren bliver fulgt, skriver Anna Wangenheim på Facebook.
Offentliggjort

I øjeblikket florerer historier på de sociale medier om rengøringspersonale på Dronning Ingrids Hospital i Nuuk, som er blevet afskediget og ifølge dem vil blive erstattet af udenlandsk arbejdskraft.

Blandt andet har formanden for Siumut, Aleqa Hammond, kommenteret på debatten i en video på Facebook, hvor hun siger, at det er alarmerende, hvis det er rigtigt.

Også naalakkersuisoq for sundhed og personer med handicap, Anna Wangenheim (D), blander sig nu i debatten.

Hun skriver på Facebook, at hun ikke har modtaget nogen officielle henvendelser om sagen, men heller ikke har overset debatten.

- Lad mig først understrege, at vi på vegne af Naalakkersuisut ikke ønsker, at de lokale arbejdstagere skal være passive tilskuere til udviklingen. Det er derfor ikke vores politik at udelukke dem, der kan arbejde, men tværtimod at involvere dem i det ansvar, der ligger i at bidrage til udviklingen, skriver Anna Wangenheim.

Anna Wangenheim forventer klarhed

Naalakkersuisoq for sundhed skriver fortsat, at hun har bedt ledelsen (på Dronning Ingrids Hospital, red.) om at forklare, hvad disse historier drejer sig om.

- Jeg har ikke kendskab til, hørt eller været involveret i ansættelser og fyringer som naalakkersuisoq, så jeg forsøger at finde ud af, hvad der er virkeligheden, når jeg ser debatten på Facebook. Jeg forventer at få klarhed.

- Og selvfølgelig forventer og kræver jeg, at proceduren bliver fulgt, skriver Anna Wangenheim.

Hun skriver også, at hun forstår ønsket om bedre hygiejnestandarder i sundhedsvæsenet.

Sermitsiaq har forsøgt at få en kommentar fra Anna Wangeheim. Hun kan ikke udtale sig om sagen, før hun har modtaget redegørelsen fra sundhedsvæsenet. Hun henviser til sundhedsvæsenet.

Powered by Labrador CMS