RG om fiskedød: Der er intet galt med metoden
Seks fiskere i Sisimiut og en enkelt i Maniitsoq-området har oplevet torskedød i bundgarn med levende fisk i netbure. Royal Greenland er ved at undersøge, hvorfor fiskene dør. Det er første gang, at selskabet oplever så stort et antal døde fisk.
En video af torskedød i netbure er blevet delt og set af flere tusind på Facebook. Politikerne er kommet på banen i debatten og opfordre Naalakkersuisoq for Fiskeri og Fangst, til at få løst problemet så det ikke sker igen.
Den selvstyreejede virksomhed indhandler levende torsk i netbure langs kysten med et skib.
Royal Greenland oplyser, at det er vigtigt at understrege, at fiskene ikke er døde af sult og at selskabet er ved at undersøge årsagen til.
- Det er meget vigtigt, at vi taler ud fra fakta, og det giver mig anledning til at sige, at torskene ikke kan have været døde af sult. Der er tale om torsk som er relativt ny fanget, ud fra de meldinger, vi har fået fra fiskerne, påpeger Sten Sørensen, som er driftschef for torsk og krabber i Royal Greenland.
Ferskvand kan være årsagen
Royal Greenland forklarer, at torskene kan klare sig i flere uger uden føde, og at et andet problem kan hænge sammen med vandet som fiskene går i. Årsagen til torskedød kan være, at burene har ligget et sted, hvor der har været meget smeltevand fra land eller gletsjer, og dermed for meget ferskvand i havoverfladen. Derfor skal de døde fisk ikke tilskrives produktionsmetoden med netbure, slår Royal Greenland fast.
- Der er tale om en metode der er gennemtestet indenfor fiskeriet, og torsk kan gå adskillige uger uden føde. Vi føler os sikre på, at det ikke er skylden til fiskedøden. Torskedøden kan skyldes smeltevandet fra land, eller den metode der er brugt ved overflytningen af torsken fra bundgarnet til buret, siger Sten Sørensen.
Selskabet vil tage vandprøver, der hvor der har været torskedød. Udover vandprøver og undersøgelsen af hvad der egentligt er sket, så er Royal Greenland i dialog med fisker- og fangerforening i Sisimiut.
Varme dage og for mange fisk i bure
Fiskerne ved Sisimiut og Maniitsoq har oplevet varme dage ind i fjordene. Formanden for fisker- og fangerforening, SAPP, i Sisimiut Knud Mølgaard forklarer til Royal Greenland, at fiskerne har oplevet varme dage i fjordene i år.
- Vi har oplevet meget varme dage inde i fjordene, som har medført meget smeltevand, hvilket gør at torskens vilkår forringes. Det, kombineret med at burene fyldes for meget op, kan være skyld i døden. For vores vedkommende har torsken været for længe i buret, da det har været fyldt siden 13. maj. Dét og muligvis lidt for mange torsk sammen med ferskvandet, har haft den kedelige konsekvens. Og det er meget ærgerligt, siger Knud Mølgaard.
Knud Mølgaard er én af fiskerne, som også er ramt af fiskedød. Han påpeger også til Royal Greenland, at det er vigtigt, at kigge på, hvordan torsken overføres fra bundgarn til buret.
- Det har en stor betydning om du stresser torsken og presser den i overgangen, eller om overgangen er mere nænsomt og langsom. Så er det vigtigt, at der er nok plads i buret, så der skabes bedre iltforhold, siger han og fortsætter:
- De nye fiskere skal lære metoden at kende, og jeg håber, at alle problemer med fiskeriet meldes til vores forening. Vi skal have dialogen med Royal Greenland direkte, da det er mere kompliceret end som så. Derfor er det vigtigt at samarbejde for at lære af denne kedelige oplevelse, slutter Knud Mølgaard.
Royal Greenland vil melde ud, når de har lavet vandprøver og lavet en undersøgelse.