Rektor med rødder og rækkevidde

Mari Kleist dukker op på skærmen ti minutter efter aftalt tid.

- Undskyld, undskyld, siger hun, mens hun sidder i stolen med et smil, der både rummer travlhed og oprigtig varme.

- Der var lige noget, jeg skulle nå.

Og allerede dér er tonen sat. Hendes energi fylder rummet – også gennem et kamera. Hun taler hurtigt, tænker højt, afbryder sig selv for at vende tilbage til en idé, der pludselig fik ny retning. Det er ikke ustruktureret. Det er bare Mari Kleist: nysgerrig, engageret, drevet. Fornemmer man.

På få år er hun gået fra afdelingsleder til institutleder, videre til prorektor – og nu rektor for Ilisimatusarfik. Og allerede i de første minutter af vores samtale er det tydeligt, at hun ikke bare forvalter en institution. Hun vil forme den.

Denne energi kommer ikke ud af ingenting. Den kan spores tilbage til hendes barndom i Nuuk, hvor hendes skolegang allerede satte strukturer og spørgsmål i spil, som senere skulle blive centrale i hendes arbejdsliv.

I folkeskolen blev eleverne delt op i grønlandsksprogede og dansksprogede klasser, og kampen mellem klasserne var konstant.

- Vi var alle grønlandske børn, men sproget delte os, fortæller hun og fortsætter:

- Og det satte sig i mig. Det handlede ikke om, hvem man var – men om hvilket sprog man blev undervist på.

Samtidig viste der sig tidligt et karaktertræk, der følger hende den dag i dag: evnen til at tage ansvar uden at gøre et stort nummer ud af det.

- Læreren sagde til min mor, at jeg altid hjalp de andre elever, når der var uro, fortæller hun og smiler lidt genert ved mindet.

- Jeg tror, der var en lille lærer gemt i mig allerede dengang.

Stemmerne, der formede hende

Som barn tilbragte Mari Kleist mange eftermiddage hos sine bedsteforældre, hvor radioen kørte som et fast bagtæppe. Det var dér, to kvindestemmer – helt uden navn, ansigt eller kontekst – begyndte at forme hende.

- Jeg hørte en kvinde tale om legepladser i Nuuk, fortæller hun.

- Hun kæmpede for, at børn skulle have ordentlige steder at lege. Det kunne jeg forstå. Og jeg beundrede hende.

Kort efter var der en anden stemme. En kvinde, der talte om udgravninger, fund og museumsliv.

- Jeg anede ikke, hvad arkæologi var. Men jeg kunne mærke, at hun havde en vigtig stemme.

Først mange år senere, som voksen og selv uddannet arkæolog, går det op for Mari, hvem den anden stemme tilhørte: Mariane Petersen, en af Grønlands mest markante arkæologer og søster til Robert Petersen. At det netop var hende, hun havde lyttet til som barn, føltes som en mærkelig og smuk cirkel, der lukkede sig.

- Det var som om en hel række klodser faldt på plads. Den der intuitive tiltrækning til kultur, faglighed og fortidens spor – den havde været i mig hele tiden, længe før jeg selv forstod det.

Den fornemmelse bliver kun stærkere, da en tidligere lærer sender hende en gammel tv-optagelse fra begyndelsen af 1980’erne. Her står en niårig Mari foran kameraet og beretter med stor alvor om en lejrskole, hvor eleverne fandt spor fra fortiden.

- Jeg stod dér som barn og talte som en lille arkæolog. Det lå simpelthen i mig, siger hun grinende.

De to kvinder i radioen blev aldrig hendes lærere i klassisk forstand – men de blev pejlemærker. Den ene viste hende, hvad det betyder at tage ansvar for fællesskabet. Den anden viste hende, at viden og kultur kan være en livsbane. Sammen gav de Mari et tidligt sprog for både engagement og retning – to inspirationskilder, der senere skulle bære hende hele vejen til rektorgangen.

Lærer først – så arkæolog

Mari Kleist begyndte sin professionelle rejse på Ilinniarfissuaq i Nuuk og fortsatte i Elverum i Norge. Lærergerningen kom naturligt til hende, og hun fandt hurtigt en særlig glæde i at arbejde med de yngste elever.

- Jeg troede ikke, jeg skulle undervise i første klasse. Men det blev det bedste, der er sket. De små børn giver så meget tilbage. De lærer at skrive og læse – og man kan se deres verden åbne sig.

Alligevel lå der en uro i hende. Ikke en utilfredshed – men en faglig sult, en fornemmelse af, at noget endnu ikke var udfoldet. Derfor begyndte hun sideløbende med sit fuldtidsarbejde at læse kultur- og samfundshistorie.

- Da jeg fik arktisk arkæologi på studiet, vidste jeg: Det er her, jeg hører til. Jeg var kommet hjem.

Feltarbejdet i Sydgrønland og efterfølgende i Nuukfjorden gjorde følelsen endnu stærkere. De arkæologiske lag talte et sprog, hun intuitivt forstod. Beslutningen voksede frem: Hun måtte videre.

Valget faldt på Memorial University i Newfoundland – et sted, der i landskab, klima og mentalitet mindede om Grønland.

- Jeg vidste, jeg ikke skulle studere ærtebøllekulturen i Danmark, siger hun med et smil og pointerer:

- Jeg skulle lære noget, der gav mening herhjemme.

Her tog hun sin kandidatgrad, og hendes faglige engagement blev bemærket: Hun blev opfordret til at søge et ph.d.-stipendium – og fik det i første forsøg. Det førte hende videre til Nationalmuseet i København og ind i Jørgen Meldgaards store canadiske arkiver, til britiske samlinger og arktiske udgravningsmaterialer. Et forskningsliv med udsyn, men rodfæstet i det nordlige.

Et indre kompasnål mod nord

For selv om hun rejste i årevis, havde hun altid en indre kompasnål rettet mod Nord.

- Da jeg som 11-årig flyttede til Danmark, følte jeg, at jeg blev hevet væk fra min base, fortæller hun.

- Jeg vidste fra den dag, at jeg skulle hjem igen.

Hun kom tilbage som 14-årig – og har siden aldrig tvivlet på, hvor hun hørte til.

- Jeg kan godt rejse ud. Men jeg ved altid, at jeg skal hjem.

Det blev også tydeligt i årene efter ph.d.-graden, hvor hendes vej førte hende gennem Forsoningskommissionens sekretariat, til Bruxelles, til Cambridge University og tilbage til Nuuk igen. Ét mønster går igen:

- Jeg kan lære meget ude i verden – men jeg arbejder for Grønland.

Livet tager en ny drejning

Men ikke alt i Mari Kleists liv har fulgt en lige linje. Midt i studier, feltarbejde og internationale forskningsophold blev hendes liv rystet – på den bedste og mest uventede måde.

Det begyndte i Bruxelles, hvor hun og hendes mand, Mininnguaq Kleist, boede, mens han arbejdede, og hun forskede. En dag ringede Forvaltning for Børn og Familie i Nuuk: Et lille barn havde brug for en familie.

- Det gjorde ondt helt ind i knoglerne, fortæller hun.

- Jeg kunne mærke, at det her var større end os.

Kort efter stod Mininnguaq i Nuuk. Han havde fået fat i de sidste ledige flybilletter – én fra Bruxelles, én fra København, én til Nuuk – og nåede frem, netop som barnet blev født.

- Han var den første, der holdt hende, siger Mari og fortsætter:

- Det var som om alting faldt i hak.

Den morgen datteren blev født, mens Mari stadig var på feltarbejde i Avanersuaq, skete noget, hun aldrig glemmer:

- To snespurve fløj legende hen over mig – og den ene strejfede mig i samme øjeblik, jeg så min datter for første gang på Facetime. Jeg grinede, men jeg kunne mærke, at det betød noget.

Da hun senere fortalte episoden til én, hun kendte, sagde han stille:

- Det er et tegn. Nummer to er på vej.

På det tidspunkt anede ingen, hvad der snart skulle ske.

Men halvandet år senere, efter at deres første adoptivdatter var faldet til, sagde Mari en aften næsten i spøg:

- Gid hun også havde en bror eller søster, hun kunne vokse op sammen med.

Dagen efter ringede telefonen igen. Endnu et barn skulle fødes. Endnu et barn havde brug for en familie.

- Vi var så overraskede. Men inderst inde vidste vi, at vi ville sige ja.

Sådan blev de forældre til to børn med kun halvandet års mellemrum – et forløb, der passede forbløffende præcist til den gamle fortælling om de to snespurve.

- Jeg tror på tegn, siger Mari.

- De to små fugle… det gav mening bagefter.

Pludselig stod hun midt i forskningsverdenen som mor til to små børn, der havde brug for rodfæste og stabilitet. Og det ændrede hendes blik på både ansvar og hjem.

- Uanset hvor i verden jeg har været, har jeg altid vidst, at jeg skulle hjem. Men børnene gjorde det endnu tydeligere: Min identitet – og nu deres – hører hjemme i Grønland.

Det blev også et af de afgørende skridt, der førte hende tilbage til Nuuk og ind i ledelsesarbejdet på Ilisimatusarfik.

Styrker båndene til Arktis

Siden den 1. december har Mari Kleist siddet i rektorstolen på Ilisimatusarfik – et sted, hun bevæger sig med både ydmyghed og beslutsomhed. For hende handler ledelse ikke om positioner, men om retning.

- Jeg har arvet et universitet, som allerede er stærkt, siger hun.

- Men vi skal videre. Vi skal turde udvikle os.

Hun taler om Ilisimatusarfik som et universitet, der skal være dybt forankret i Grønland – og samtidig åbent mod verden. Et sted, hvor forskning og uddannelse bygger på grønlandske behov, og hvor studerende kan se en fremtid i deres egne lokalsamfund.

- Jeg vil gerne være med til at sprede uddannelserne ud til kysten, siger hun.

- Vores digitale undervisning skal styrkes. Vi har studerende, der bor i mindre bosteder og byer, som ikke bare lige kan flytte til Nuuk. De skal også kunne være en del af universitetet.

Men hendes vision rækker længere ud end logistik og teknologi. Hun vil styrke båndet til det arktiske - og især til Inuit-området i Canada, Inuit Nunangat, men også resten af Canada.

- Vi deler historie, kultur og landskab. Vi kan lære af hinanden – og vi kan udvikle hinanden, siger hun.

Hun ser for sig et arktisk vidensfællesskab, hvor grønlandske studerende og forskere ikke kun spejler sig i Norden, men også i andre oprindelige folk og arktiske universiteter.

Det handler om identitet. Om udsyn. Og om relevans.

- Uddannelserne skal være skræddersyet til grønlandske forhold, men samtidig have et internationalt udsyn. Vi skal uddanne til Grønlands virkelighed.

Samtidig ved hun, at universiteter ikke kun formes af strukturer, men af mennesker. Hun taler varmt om behovet for kapacitetsopbygning – flere grønlandske forskere, flere specialister, flere ledere, der kender landet indefra.

- Vi har en hel generation af unge, der tænker anderledes, der læser på engelsk, der rejser mere. Universitetet skal følge med dem.

Og midt i alle ambitionerne står hendes egen rolle, som hun tager på sig med et blik, der er mere praktisk end højtideligt:

- Jeg er her ikke for at lave revolutioner. Jeg er her for at skabe udvikling, der holder. For at bygge videre på noget, der allerede er godt – og gøre det endnu stærkere.

- Jeg er stadig bare Mari

Selv om titlerne er blevet større, insisterer Mari Kleist på at holde fødderne solidt plantet i jorden.

- Nogle ser måske en rektor, siger hun.

- Men jeg er stadig Mari. Et menneske med fejl og mangler – og med et stort ansvar.

Hun taler om magt uden at romantisere den. Om ydmyghed som en praktisk disciplin, ikke en pyntelig dyd.

- Som akademiker – og nu som leder – har man magt. Det er vigtigt at være opmærksom på. Jeg prøver at minde mig selv om det hver dag.

Og selv om hun nu sidder i universitetets øverste stol, vender tankerne ofte tilbage til undervisningen.

- Jeg savner det allerede, siger hun med et lille grin.

- At være i et rum med studerende, mærke nysgerrigheden, se når noget giver mening for dem. Det vil altid være en del af mig.