Rekordvarm sommer på Indlandsisen

Sommeren har budt på flere varmerekorder på Summit Camp på toppen af Indlandsisen. Juli var rekordvarm ligesom de tre sommermåneder samlet satte varmerekord.

På toppen af Indlandsisen i Summit Camp er der blevet målt en rekordvarm juli samt en samlet varmerekord for sommermånederne.

Det skriver DMI om sæsonopgørelsen for Grønlands sommer 2023.

- Den samlede Summit-rekord for alle tre sommermåneder blev ganske stor. Gennemsnitstemperaturen endte på –10,4 °, hvilket er 1,0 °C varmere end den gamle rekord og 3,4 °C højere end klimanormalen, skriver DMI.

DMI: Varm sommer i Grønland

Den såkaldte klimanormal er en gennemsnitsberegning af vejret i den pågældende periode over de seneste 30 år.

En stor del af rekorden skyldes en rekordvarm juli, hvor forskerne registrerede det varmeste månedsgennemsnit nogensinde på minus 7,3 grader. Den gamle rekord var på minus 9,2 grader.

DMI konkluderer, at sommeren i Grønland 2023 har været meget varm og præget af usædvanligt høje temperaturer.

Fastlåste vejrsystemer

Ifølge klimaforsker ved Nationalt Center for Klimaforskning på DMI, Martin Stendel, skyldes varmen på Indlandsisen nogle fastlåste vejrsystemer:

– Selvom Atlanterhavet ligger meget langt fra Indlandsisens højeste punkt, så har store højtryk og lavtryk domineret vejret helt fra USA, over Atlanten og til Europa med mange ekstreme rekorder til følge midt på sommeren.

- Samme fordeling af højtryk og lavtryk, kombineret med rekordvarmt overfladevand i Atlanterhavet, har sendt meget varm og fugtig luft op mod Grønland – helt op til Summit Camp, udtaler Martin Stendel.

Nyt studie peger på ny sammenhæng

Ifølge forskeren er der en mulig sammenhæng mellem klimaforandringer og fastlåste vejrsystemer.

Ifølge DMI viser et nyt studie fra en gruppe amerikanske forskere, at der også kan være en sammenhæng mellem snedække i Nordamerika og sommervejret på Grønland. Studiet er publiceret i fagbladet ’Nature Communications’.

Martin Stendel uddyber:

– Studiet viser, at manglende snedække om foråret i Nordamerika begunstiger dannelse af højtryk over Grønland og på denne måde bidrager til at fremme fastlåste vejrsystemer. Hyppigere eller længerevarende blokeringer, der også fremmer hedebølger, varmerekorder og tørke, men også meget kraftig regn.

Powered by Labrador CMS