Red Barnet: Opprioriter indsatsen i Tasiilaq
Red Barnet Grønland mener, at man er nødt til at opprioritere indsatsen i Tasiilaq for at vende udviklingen
Børneorganisationen Red Barnet Grønland dybt berørte af situationen i Tasiilaq, som blev vist i dokumentaren ”Byen hvor børn forsvinder”.
- Mange kæmper som Rikke og Naasunnguaq for bedre vilkår for Grønlands børn og unge. Red Barnet Grønland er taknemmelig for deres mod og store hjerte for arbejdet for børn og unge. Vi er taknemmelige for interessen fra DR i at vise nogle af vores store udfordringer her i landet, skriver organisationen i en pressemeddelelse.
Dybt problematisk
- Vi har brug for alle kræfter til det fortsat store arbejde med at sikre børn og unges rettigheder. Der er sket forbedringer, viser befolkningsundersøgelsen fra 2018, men det må ikke få os til at slappe af. Vi skal fortsætte kampen for en god opvækst for alle børn i Grønland, fremhæves det.
Ifølge organisationen venter der en kæmpe arbejde, der ligger i at skabe meningsfulde liv for børn og unge, der har været udsat for seksuelt misbrug, vold, alkoholmisbrug eller vanrøgt under opvæksten:
- Det er dybt problematisk, at der ikke er hjælp at hente, når et barn eller en ung rækker ud. Det er ligeså problematisk, at der ikke gives den rette hjælp, når der er givet underretninger til de sociale myndigheder. Det er vi nødt til at få rettet op på – vi er nødt til at være der, når et barn rækker ud og beder om hjælp.
Opprioritering af indsatsen i Tasiilaq
Derfor opfordrer Red Barnet Grønland, at indsatsen i Tasiilaq bør opprioriteres.
- Vi er bekymrede for, om de indsatser, der er, er tilstrækkelige til at få vendt den omsorgssvigt, der tydeligvis foregår. De mange selvmord taler deres tydelige sprog, og det er vigtigt, at der bliver lyttet og handlet. Vi har som land ikke råd til at lade være med at investere i vores børn og unge. Vi har ikke råd til at blive ved med at skabe seksualkrænkere og ofre for overgreb af enhver art. Hvis der mangler fagfolk, må man skabe særligt gode arbejdsvilkår for disse – andet har vi ikke råd til, lyder det fra Red Barnet Grønland.