Rasmus Paludan idømt tre måneders fængsel
Partileder Rasmus Paludan fra Stram Kurs er ved Retten i Næstved idømt tre måneders fængsel for overtrædelse af den såkaldte racismeparagraf samt 13 andre forhold. En måned af straffen er ubetinget, hvilket vil sige, at Paludan skal afsone en måned.
Seneste: Rasmus Paludan har anket dommen, erfarer Ritzau, red.
Det var dermed en overtrædelse af straffelovens paragraf 266b - den såkaldte racismeparagraf - da partileder Rasmus Paludan under en demonstration i Frederikssund sagde, at danskere ikke kan sameksistere med "det meget lavtstående muslimske kulturaffald".
- Retten fandt det bevist, at tiltaltes udtalelser var forhånende og nedværdigende over for en befolkningsgruppe, lyder det fra retsformand Line Bjørklund.
Stram Kurs-lederen er ligeledes fundet skyldig i de resterende 13 forhold, som han var tiltalt for.
Rasmus Paludan er ud over en fængselsstraf frakendt retten til at føre straffesager som advokat i tre år. Det samme gælder retten til at køre bil, som gælder i et år.
Anklager Susanne Bluhm fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi havde forlangt en straf på fire måneders ubetinget fængsel. Hvis Paludan blev kendt skyldig i alle 14 forhold, som han var tiltalt for.
Alene overtrædelserne af paragraf 266b skulle udløse mellem to og tre måneders ubetinget fængsel.
Lovligt nødværge
Derudover var Paludan tiltalt for at have bragt en anden persons liv eller førlighed i fare. Det skete under en episode i Sorø i 2019, hvor en ung mand endte på kølerhjelmen af partilederens Audi.
Anklageren havde krævet 40 dages ubetinget fængsel for det forhold.
Også det punkt er Rasmus Paludan kendt skyldig i. Retten mener, at han overskred grænsen for lovligt nødværge. Alligevel bliver han ikke straffet for overtrædelsen. Retten har fundet, at overtrædelsen er straffri.
- Retten lægger vægt på, at tiltalte følte sig truet og bange og havde forsøgt at køre fra stedet, lyder det i begrundelsen.
Hverken partilederen eller hans forsvarer, Jens Hedegaard, var til stede i retten, da dommen blev afsagt. Derfor står det ikke klart, om man vil anke dommen.
Rasmus Paludan har undervejs i retssagen nægtet sig skyldig i alle lovovertrædelser. Forsvareren har krævet, at han skulle frifindes, fordi hans udtalelser er sket som led i hans politiske arbejde som formand for et parti.
Ankesag for landsretten
Partilederen siger til Ritzau, at dommen er anket til landsretten.
- Dommen er ren politisk og afsagt for at sværte mig og Stram Kurs' vælgere til, og jeg har derfor anket den. Der er ingen retspraksis, der tilsiger det her, siger Rasmus Paludan.