Rapport om verdenshave holder ikke vand

Livet i verdenshavene er ikke ødelagt om få årtier. Det mener Det Internationale Havundersøgelsesråd (ICES), der rådgiver om fiskeriet i de nordlige EU-farvande.

Offentliggjort

Dermed nedtoner ICES det skrækscenarium, som et forskerhold fra Canada kommer med i tidskriftet Science.

Heraf fremgår, at livet i havet vil være ødelagt inden 2048 på grund af fiskeri og forurening.

Chef for fiskerirådgivningen i ICES, Hans Lassen, siger, at han har meget svært ved at se noget som helst nyt i de forudsigelser, som forskerholdet fra Dalhouse University i Halifax, Canada, kommer med.

- Forudsigelserne er forlængst kendte og meget omdiskuterede i fagkredse. Uafhængigt heraf er der truffet politiske beslutninger på verdensplan for at undgå, at de bliver til den virkelighed, som skrækscenariet angiver, siger Hans Lassen til Ritzau.

Han henviser bl.a. til, at der allerede på FN´s miljøtopmøde i Johannesburg i 2002 blev truffet beslutning om, at fiskeriet på verdensplan skal være bæredygtigt i 2015.

Om det lykkes kan ingen vide.

Powered by Labrador CMS