Rapport afslører flere problemer på skole i Nuuk

Undersøgelse bekræfter væsentlige forekomster af skimmelsvamp på Atuarfik Samuel Kleinschmidt i Nuuk. Der er også andre problemer med skolens indeklima, der kræver handling. Der er for meget CO2 i luften og potentielle problemer med asbest. 

Rapporten fra Atuarfik Samuel Kleinchmidt blev færdiggjort 16. oktober, og kommunen lukkede skolen samme dag.
Offentliggjort

Den nye besigtigelsesrapport for Nuuk-skolen Atuarfik Samuel Kleinschmidt (ASK) bekræfter, at der er skimmelsvamp i flere bygningsafsnit. 

En række af disse prøver viser værdier i den alvorlige kategori, der indikerer aktiv vækst af skimmelsvamp og behov for afhjælpning. 

Firmaet R&T har lavet rapporten på bestilling fra Kommuneqarfik Sermersooq. Det skete efter indikationer på problemer med indeklima både på ASK og Ukaliusaq Skolen (USK). 

Besigtigelsesrapporten, som er opdelt i to dele, beskriver udfordringer relateret til indeklima på ASK. Det handler som ventet meget om skimmelsvamp, som i eksemplet herunder.

Den røde markering understreger, at fundet tilhører den alvorlige C-kategori.

Rapporten nævner samtidig en række forhøjede CO2-koncentrationer, hvilket indikerer en usund situation. Ventilationen er flere steder utilstrækkelig for at sikre det sunde indeklima, når der er mange elever i klasserne.

Ifølge rapporten er der målt CO2-koncentration over Arbejdstilsynets grænseværdi i 17 ud af 22 undersøgte lokaler.

Konsulenterne bag rapporten har noteret en række ting, kommunen kunne og burde gøre på skolen for at forbedre forholdene med indeklima. 

De potentielle forbedringer indebærer afrensninger, udskiftninger og specialrengøringer for at få bugt med det værste skimmelsvamp. 

Her er nogle eksempler på foreslåede forbedringer i rapporten:  

– I gang foran sundhedsplejersken, må gulvlister udskiftes og væg afrenses og specialrengøres. 

– Våd og forurenet gipsvæg og lister må fjernes i nødvendigt omfang og der afrenses og specialrengøres i det blotlagte område inden genopbygning.

– I toiletter overfor lokale 8, må det nederste af skimmelsvamp ramte vægge saneres. Gulvlister fjernes, vægge afrenses og specialrengøres inden genopbygning.

– Ved indgang B må forurenet væg i rengøringsrum fjernes i nødvendigt omfang. 

– Krybekælder tømmes for organisk affald. 

Enkelte forslag er fremhævet af konsulenterne, i et enkelt tilfælde med et udråbstegn: 

– Der bør skabes bedre ventilation i klasseværelser! 

Nu også asbest 

En yderligere udfordring er, at der er identificeret asbestholdige plader over lærerværelset. Disse plader er beskadiget og udgør en potentiel risiko for spredning af asbestfibre, især fordi der er ventilation i nærheden. 

– Problemet må håndteres af specialister, så asbestrester ikke kan trænge ned i opholdsrum, konkluderer rapporten. 

Den ene gode nyhed om indeklimaet på ASK er, målinger af luftfugtighed generelt ligger under grænseværdierne. Dette er angivelig et større problem på USK.

Sermitsiaq har spurgt kommunen hvilke konsekvenser rapporten får. Kommunikationsafdelingen oplyser, at de vil komme med svar næste uge.

Sermitsiaq har endnu ikke set en tilsvarende rapport for USK, men det kan vi forhåbentlig snart vende tilbage til. 

Powered by Labrador CMS