Ralph Salvini døde i flystyrtet på Sermitsiaq. I livet fulgte han frygtløst sit hjerte
Fra barndommens dyb til himlens vidder levede den britisk-italienske pilot, Ralph Salvini, et liv drevet af nysgerrighed og risikovillighed. På en solo-flyvning over Atlanten i oktober sidste år omkom han i et flystyrt ved Nuuk, 45 år gammel.
Ralph Salvini skulle transportere et fly af typen Textron Aviation Cessna T182 fra Kansas i USA til Warszawa i Polen, da han kolliderede med Sermitsiaq-øen ved Nuuk for et halvt år siden. I anledning af halvårsdagen for ulykken har Sermitsiaq været i kontakt med hans familie og skrevet en nekrolog.Foto: Privat
Ralph Salvini
var aldrig bange. Heller ikke som barn.
Da han var tolv
år gammel besøgte han sin far på Zanzibar, hvor faderen var udstationeret med
sit arbejde. En dag gik Ralph Salvini ned til vandet, hvor hans far lige var
vendt retur fra et kort scuba dyk med nogle venner.
Ralph Salvini
var aldrig bange. Heller ikke som barn.
Annonce
Da han var tolv
år gammel besøgte han sin far på Zanzibar, hvor faderen var udstationeret med
sit arbejde. En dag gik Ralph Salvini ned til vandet, hvor hans far lige var
vendt retur fra et kort scuba dyk med nogle venner.
Ralph Salvini
ville også gerne prøve at dykke, meddelte han sin far.
FLYSTYRT PÅ SERMITSIAQ
25. oktober sidste år kolliderede et fly med Sermitsiaq-fjeldet ved Nuuk godt en kilometer over havets overflade.
Herefter fulgte en storstilet redningsaktion og et bjærgningsarbejde, hvor både Naviair, Grønlands Politi og Arktisk Kommando deltog.
På grund af dårligt vejr gik der tre dage fra ulykken, til man fik lokaliseret flyet.
7. november blev den omkomne pilot bjærget.
I december udsendte Havarikommissionen en rapport, der fastlog de faktiske forhold omkring flyulykken.
Nu afventer man kommisionens endelige rapport og konklusion på, hvad der præcist gik galt op til flystyrtet.
25. april vil det være et halvt år siden flyet styrtede ned. I den anledning publicerer Sermitsiaq en nekrolog af den mand, der omkom i ulykken.
Det var ikke en nem diciplin, fortalte faderen sin søn, der aldrig havde haft hverken
dykkermaske eller iltflaske på før. Men drengen insisterede.
Overbevist om
at hans søn ville droppe idéen, lige så snart han havde fået den ti kilo tunge dykkerflaske
på ryggen, gav faderen Ralph Salvini sit udstyr.
Han kunne
nærmest ikke stå oprejst med flasken. Alligevel tog Ralph Salvini masken på, puttede
mundstykket i munden og hoppede uden videre i vandet. På bredden kunne hans far
stå og se til, mens hans søn forsvandt længere og længer ned i det mørkeblå dyb.
Ralph Salvinis
far forsøgte at følge efter, men uden det tunge udstyr til at trække ham ned, holdt
dykkerdragten ham oven vande. Faderen var rædselsslagen.
Efter
fem-seks minutter kom sønnen roligt op til overfladen igen.
- Smukt! Det må
jeg gøre igen, udbrød drengen lykkeligt.
Episoden på Zanzibar var langt fra sidste gang, Ralph Salvini fik sine forældres puls til at stige. For det var med stor passion og næsten lige så stor
risikovillighed, at Ralph Salvini bar sig gennem livet – og ikke altid med blik
for de konsekvenser, det kunne have eller de kræfter, det ville koste ham.
Hvor den
italienskfødte dreng fik sin dristige natur fra, er svært at sige, men drivkraften
bragte ham alverdens steder og til sidst hele vejen ind i cockpittet på de fly,
han brugte sine sidste år på at flyve.
25. oktober
sidste år, da Ralph Salvini skulle flyve over Grønland i en en-motoret Cessna-flyvemaskine,
gik det grueligt galt.
Mineraler og stjerner
Ralph Salvini blev født 8. januar i 1980 i Pisa i Italien. Han er døbt Raffaele Salvini, men som voksen ændrede han sit fornavn, efter han var flyttet til Storbritannien og fik britisk statsborgerskab.
I sine tidlige år, men også senere som teenager, havde han svært ved at få venner på sin egen alder. De venner, han
fik, var ofte voksne mennesker, som tog ham med på udflugter og jagt efter sjældne jordarter
og mineraler – eller på udkig efter stjerner.
Ralph Salvini og hans lillesøster, Marianna.Foto: Privat
Ralph Salvini er født og opvokset i Pisa i Italien, men har boet og rejst flere steder med sin familie.Foto: Privat
Hurtigt
opslugte de voksne venners interesser også Ralph Salvini, og længe var det alt, han koncentrerede
sig om og kastede sin kærlighed efter. Sådan
var det typisk med ham.
Når Ralph
Salvini var færdig med sine lektier, tog han med sine venner op i bjergene ved den
landsby i udkanten af Pisa, hvor familiens hus lå. Nogle gange kom han for sent
til aftensmad, hvilket irriterede hans forældre en smule.
Han tog altid
forskellige stentyper med hjem og viste det frem. For Ralph Salvinis mor og far var det
bare små sten – men det var det ikke for deres søn.
Udover sin
mor og far, havde Ralph Salvini også en lillesøster, Marianna, der var fire år yngre.
Ralph Salvini var intelligent, nysgerrig og viste aldrig, at han var bange for noget.Foto: Privat
Mens deres
mor var hjemmegående, arbejde deres far med diverse landbrugsprojekter for FN.
Derfor rejste faderen meget, og familien flyttede en del rundt.
Nogle gange
skulle faderen udstationeres i lande med politisk uro, eller hvor der ikke var mulighed for undervisning på italiensk, og så blev Ralph Salvini,
lillesøsteren og moderen tilbage i Italien.
Faderen var
typisk udstationeret i tre år hvert sted. Det var ikke altid nemt for familien,
og i 1997, da Ralph Salvini var 17 år, gik hans forældre fra hinanden og blev senere skilt. I Ecuador, hvor faderen arbejdede på det tidspunkt, fandt
han en ny kone og Ralph Salvinis anden lillesøster, Chiara, blev født.
Ruten til pilotuddannelsen
En anden
interesse, Ralph Salvini havde som barn udover mineraler og stjerner, var
computerspil.
Særligt ét
spil optog ham meget: flight simulator. Ralph Salvini var ganske god til det, synes hans forældre. Med piletasterne
på computertastaturet landede han i alverdens byer. New York, London, Chicago. Han
var stolt, når det lykkedes ham at lande under svære forhold – som for eksempel
i sne eller under kraftig vind.
Hans interesse og flair for computere gav ham senere den idé, at det var dén vej, han skulle i
sit arbejdsliv. Da Ralph Salvini var 19 år, begyndte han derfor på universitetet
i Pisa, med henblik på at blive ingeniør.
Men universitetet
var ikke ham, og et par år senere droppede han ud. Han ville ikke
studere i flere år for blot at blive lønslave, fortalte Ralph Salvini sin far
over telefonen, da beslutningen var blevet taget.
Ralph Salvini og sin far, Daniele.Foto: Privat
Efter nogle
år, hvor han blandt andet advokerede og solgte produkter for den globale
sundheds- og kosttilskudsvirksomhed Herbalife – en afvigelse, som hans far
aldrig forstod – rejste Ralph Salvini til Egypten. Her fik han arbejde på et
ferieressort i Sharm el-Sheik.
Først bestod
hans arbejde mest i at underholde de turister og familier, der boede på resortet.
Senere blev han dykkerinstruktør og dykkede med turister i Det Røde Hav.
I 2011 blev Martina, Ralph Salvinis datter, født.Foto: Privat
Lønnen var
ikke den bedste, man han virkede glad for at kunne få lov til at bruge så meget tid under vandet, i ét med naturen. Han sendte mange billeder til
sin familie af de hajer og fisk, han dykkede med. Han var konstant solbrun og blond i den periode.
Det var ikke
kun omkring Egypten, at han dykkede. Mens han dykkede uden for de kanariske øer,
mødte han sin første kone. Hun var turist på besøg fra Madrid. De blev gift i Pisa i 2007 og sammen fik de datteren, Martina, i 2011.
I årene op til datterens fødsel flyttede Ralph Salvini til Storbritannien med sin kone, hvor de sammen tog uddannelsen til at blive en del af kabinepersonalet i det britiske flyselskab Ryan Air.
Her blev Ralph Salvini hurigt grebet af en drøm om at blive pilot. En ny vej havde vist sig for ham, der kunne kombinere interessen for computeren og for naturen.
Med økonomisk
hjælp fra sin mor tog Ralph Salvini pilotuddannelsen, og i 2011 kunne han kalde sig pilot.
'Ferry pilot'
I 2011 herskede der en økonomisk krise i store dele af Europa – også i Storbritannien, hvor
der var hård konkurrence om de gode pilotjobs. Særligt
som nyuddannet pilot var det svært at få arbejde.
Men Ralph
Salvinis kærlighed til alt, der havde med luftfart, fly og lufthavne at gøre, var urokkelig, og han fortsatte ufortrødent ned ad den sti, han havde valgt.
I fire-fem år
arbejdede han ved et biludlejningsfirma, der lå tæt på Stansted lufthavn i London, bare for at være tæt på flyene.
Endelig i
sommeren 2015 landede han et job som pilot ved luftfartsvirksomheden Dea
Aviation. I begyndelsen bestod arbejdet mest i at fragte vigtige
ting fra a til b – for eksempel hjerter, der skulle sendes til diverse hospitaler.
Senere udvidede virksomheden sine arbejdsopgaver og overvågede blandt andet migrantstrømme i Middelhavet. Ralph Salvini spillede en central rolle i udviklingen og
blev hurtigt forfremmet.
Ralph Salvini med sin datter, Martina, og sin lillesøster, Marianna.Foto: Privat
I 2015, efter at have fået jobbet hos Dea Aviation, blev Ralph Salvini skilt med Martinas mor. Herefter blev han gift med en ny kvinde, og skilt igen.
Omkring år 2022 mødte Ralph Salvini kvinden Phoebe i byen Belper, tæt på Manchester, hvor han boede med sin datter, Martina. De blev meget forelskede, og Phoebe holdt meget af Martina, som hun passede, når Ralph Salvini var væk med sit arbejde.
Ulempen ved pilotjobbet
var nemlig, at man ofte var væk i længere perioder ad gangen. På et tidspunkt besluttede Ralph
Salvini at skifte til en stilling i Dea Aviation, der betød, at han ikke skulle flyve længere. Til gengæld kunne han bruge mere tid med sin datter.
Men Ralph Salvini elskede at flyve. For at holde flyvningen ved lige, begyndte han at freelance som
en såkaldt ’ferry pilot’ ved siden af arbejdet, hvor han fragtede tomme små en-motor fly fra et sted
i verden til et andet.
Turene i de små fly tog ham ofte til USA,
forskellige steder i Europa – og helt til Indien. Det tog typisk mellem tre
til fire dage at levere et fly.
På sine ruter
over Atlanten fløj han ofte over Grønland. Han og hans fars WhatsApp-chattråd var fyldt med billeder af nordlys, indlandsis og islandske vulkaner. Hans far synes nogle gange, at det så farligt ud.
Og det viste
sig også ikke at være et helt ufarligt job.
Ralph Salvini begyndte sin karriere som pilot hos luft- og rumfartsvirksomheden Dea Aviation i 2015.Foto: Privat
I 2021 skulle
Ralph Salvini fragte et fly fra USA til Europa. Han var på vej over Canada
østpå, da motoren pludselig stoppede. Han havde intet kort, der kunne vise ham,
hvor han kunne forsøge at nødlande. Da han var kommet tæt nok på jorden, spottede
han en frossen sø, som han sigtede efter.
Flyet
styrtede ned i søen og blev smadret – men Ralph Salvini var uskadt. Han ringede
til familien i Storbritannien, sin mor i Pisa og til sin far, der på det
tidspunkt var i Bangkok.
- Jeg er ok,
sagde han.
Stemmen lød fin og normal, syntes hans far.
Senere viste
det sig, at der havde været et teknisk problem med flyet, der forhindrede
brændstoftilførslen til motoren.
Ralph affejede hændelsen og virkede ganske rolig og tryg ved at fortsætte i bijobbet som 'ferry pilot'. Blot
et par dage efter ulykken, var han tilbage på sit andet arbejde hos Dea Aviation.
Et dødeligt flystyrt
I begyndelsen
af 2025 blev Ralph Salvini opsagt i sin stilling hos Dea Aviation, og han kastede derefter
sin energi efter karrieren som ’ferry pilot’. Han startede sin egen lille
virksomhed, og han drømte om at ansætte et par folk under sig med tiden.
Ralph Salvini havde fået opbygget et godt rygte for sine evner som pilot, og han fik mange kontrakter med folk og virksomheder, der skulle have transporteret og leveret fly. Men han forsøgte
at holde sig til mellem to og tre ture om måneden.
På et
tidspunkt i løbet af efteråret sidste år sagde han ja til et job, hvor han skulle fragte et
nyt fastvingefly af typen Textron Aviation Cessna T182 fra Kansas i USA til Warszawa
i Polen. Turen ville, som så mange gange før, tage ham over Grønland.
Han lettede fra USA og skulle flyve via Canada mod Sydgrønland, inden han kunne flyve videre til Island og derefter mod Europa. Men da han lørdag 25. oktober skulle krydse Davis Strædet til Narsarsuaq,
var der dårligt vejr i Sydgrønland. På grund af de farlige forhold måtte Ralph Salvini og flyet lande i Nuuk i stedet. Men
også her var der vejret dårligt.
Samme dag fik
Ralph Salvinis pårørende besked om, at han ikke længere svarede over radioen.
Han tog heller ikke telefonen, kunne familien konstatere. To dage efter, 27.
marts, fik de at vide, at man havde lokaliseret flyet på
Sermitsiaq-øen ved Nuuk. Flyet var kollideret med fjeldet i næsten 1 kilometers
højde.
Det havde været
et dødeligt flystyrt, fik familien at vide.
På grund af vejrforholdene og et meget lavt skydække gik der næsten to uger før man fik bjærget liget.
Herefter fulgte endnu længere tid, før Ralph Salvinis krop ankom til København og blev kremeret. Her befinder urnen og asken sig i dag, og venter på at familien kommer til Danmark for at sige et sidste farvel.
For at markere Ralph Salvinis død blev der holdt en ceremoni for tætte venner og pårørende i huset i Belper uden for Manchester.
Ralph
Salvinis far, der er katolik, har hver måned siden flystyrtet dedikeret en katolsk
messe (den centrale gudstjeneste i den katolske kirke, red) til at minde sin søn.
25. april vil
det være et halvt år siden, at Ralph Salvini gik bort. Han var 45 år og ti
måneder, da han døde. Han efterlader sig sin datter, sin kæreste, sin mor, far
og to søstre.
Kære Læser,
Velkommen til Sermitsiaq.gl – din kilde til nyheder og kritisk journalistik fra Grønland.
For at kunne fortsætte vores vigtige arbejde med at fremme den frie presse og levere dybdegående, kritisk journalistik, har vi indført betaling for udvalgte artikler. Dette tiltag hjælper os med at sikre kvaliteten af vores indhold og støtte vores dygtige journalister i deres arbejde med at bringe de vigtigste historier frem i lyset.
Du kan få adgang til betalingsartiklerne fra kun kr. 59,- pr. måned. Det er nemt og enkelt at købe adgang – klik nedenfor for at komme i gang og få fuld adgang til vores eksklusive indhold.
Tak for din forståelse og støtte. Dit bidrag hjælper os med at fortsætte vores mission om at levere uafhængig og kritisk journalistik til Grønland.