RAL-skib reddede nødstedte
Fire personer i en jolle havde lørdag fået motorstop og drev rundt i omkring fem timer, før de blev samlet op af RAL's bygdeskib Aqqaluk Ittuk.
Lørdag endte en SAR-operation ved Tasiilaq godt, oplyser Grønlands Politi.
Operationen blev sat i gang, fordi fire personer – to mænd og to kvinder – havde fået motorstop under en sejlads fra Kuummiut til Tasiilaq.
Arktisk Kommando havde ikke et skib i området, men besætningen på Royal Arctic Lines bygdeskib Aqqluk Ittuk havde fået kendskab til de nødstedte og var derfor sejlet fra Tassiilaq og ud for at finde de nødstedte.
Drev rundt i fem timer
Det lykkedes omkring klokken 14.50 lørdag eftermiddag:
- De drev rundt i vandet i cirka fem timer, før Aqqaluk Ittuk fik kontakt med dem, fortæller Malik Sandgreen, vagtchef ved Grønlands Politi.
Vagtchefen fortæller, at der desuden var melding om dårligt vejr i området.
De fire personer drev rundt i en jolle, men de var heldigvis i god behold, da de blev samlet op af bygdeskibet, som bragte dem sikkert til Tasiilaq.