Råber vagt i gevær: Stor risiko for lokal overudnyttelse af narhvaler

Ny hvidbog indeholder al tilgængelig viden om narhvaler, som Naturinstituttet har indsamlet de seneste 40 år. Kvoterne, som Naalakkersuisut fastsætter, truer med udryddelse af flere bestande af narhvaler i løbet af ganske få år, lyder det.

Bogen er opdelt i 21 kapitler og omhandler emner som aldersbestemmelse, adfærd, kønsmodenhed og reproduktionsrate.
Offentliggjort

Det er ikke nogen hemmelighed, at der i den grønlandske forvaltning er stor forskel på den videnskabelige rådgivning om bæredygtig fangst og de reelle kvoter, som er fastsat af Naalakkersuisut.

Ikke desto mindre løber Grønland en stor risiko for lokal overudnyttelse, der kan udrydde flere narhvalbestande i løbet af ganske få år.

Det understreger Grønlands Naturinstitut endnu engang.

Instituttets advarsel kommer i forbindelse med udgivelsen af en ny hvidbog om narhval i Grønland, som er forfattet af førende eksperter fra Grønlands Naturinstitut.

Alt om narhvaler

Bogen indeholder al tilgængelig viden vedrørende narhvaler, som Naturinstituttet har indsamlet og produceret de seneste 40 år. Hvidbogen er opdelt i 21 kapitler og omhandler emner som aldersbestemmelse, adfærd, kønsmodenhed og reproduktionsrate.

Den beskriver desuden narhvalens dykkeadfærd, akustisk adfærd, fysiologi, fødevalg og temperaturtolerance, dens økonomiske betydning samt de menneskeskabte påvirkninger af narhvaler, som højere havtemperaturer og et mere larmende undersøisk lydlandskab.

Sidst med ikke mindst er der en beskrivelse af, hvorledes populationsmodeller, der fremskriver væksten af bestanden, bruges i den videnskabelige rådgivning om bæredygtig fangst.

Fangstrykket

Den videnskabelige rådgivning udarbejdes af internationale videnskabelige arbejdsgrupper under NAMMCO og JCNB, som bruger matematiske modeller til at vurdere, om narhvalbestande kan klare et givet fangsttryk, oplyser Grønlands Naturinstitut.

Disse bestandsvurderinger laves for tre separate bestande i Østgrønland, mens rådgivningen for fangstområderne i Vestgrønland er baseret på en samlet vurdering på tværs af to bestande i Vestgrønland og seks i Østcanada

Du kan læse hvidbogen om narhval HER.

Powered by Labrador CMS