Problemer med MitID
Ændringer på grund af sager med svindel giver borgere i Grønland problemer med MitID. Der arbejdes i øjeblikket på problemet.
Har du oplevet problemer med MitID?
Hvis ja, er du ikke den eneste.
En funktion på mitid.dk, der hidtil har givet borgere mulighed for at genaktivere MitID ved brug af NemID, kan ikke længere anvendes.
Det oplyser Digitaliseringsstyrelsen på Naalakkersuisuts hjemmeside.
Tidligere kunne man få en ny pinkode eller aktiveringskode via mitid.dk ved brug af NemID. Men det er altså ikke længere muligt.
Borgere i Grønland
Det sker efter, at ejeren MitID-partnerskabet, som ejer MitID, har besluttet at fjerne funktionen på grund af sager med svindel. Men det har skabt udfordringer for de borgere i Grønland, der hverken har et pas eller bor tæt på en bankfilial.
Problemerne viser sig blandt andet, hvis MitID-appen af den ene eller anden årsag ikke er tilgængelig. Det kunne for eksempel være, hvis ens telefon er blevet væk.
Det er muligt at få en aktiveringskode til en ny MitID-app, når man har anskaffet sig en ny telefon, men det forudsætter, at man har grønlandsk eller dansk pas med chip. Har man ikke det, er man nødt til at kontakte sin bank.
Arbejder på en løsning
Har man derimod glemt sin pinkkode til MitID-appen eller adgangskoden til kodeviser eller kodeoplæser, så kan man få en ny pinkode eller adgangskode ved at kontakte MitID-supporten.
Det kræver dog, at man har et pas eller kørekort, og at man kan svare på CPR-spørgsmål. Har man ikke et pas, er man igen nødt til at kontakte sin bank.
Har man glemt sit brugernavn, kan man få det oplyst det på MitID.dk ved brug af NemID.
På sigt vil det blive muligt for borgere at møde op hos kommunernes borgerservice og få hjælp. Men på nuværende tidspunkt er de grønlandske kommuner ikke klar til at hjælpe med MitID.
MitID partnerskabet er orienteret om udfordringerne for borgere i Grønland og arbejder på en løsning.