Presserådgiver: De gode historier frem i lyset

Når et nyt Naalakkersuisut er samlet efter valget, får de en særlig presserådgiver til at hjælpe sig med at håndtere pressen og de sociale medier.

Uiloq Mathæussen er den nye presserådgiver for Naalakkersuisut.
Offentliggjort

- Det er faktisk det perfekte tidspunkt for mig at begynde i jobbet.

Sådan siger presserådgiver for Naalakkersuisut, Uiloq Mathæussen til avisen AG.

Presserådgiver for Naalakkersuisut Uiloq Mathæussen ser frem til, at valget til Inatsisartut er overstået. Først dér – når der er udpeget et nyt Naalakkersuisut – kan hun for alvor tage hul på listen af opgaver, der er knyttet til den nyoprettede stilling i Formandens Departement.

På listen står blandt andet pressestrategi og medietræning, såsom forståelse for interviewteknik og kropssprog samt brugen af sociale medier. Dertil kommer en relancering af Selvstyrets hjemmeside, nanoq.gl, som Digitaliseringsstyrelsen har ansvaret for.

Det handler om at gøre landets ledelse synlig og fremme lovforslag og initiativer så tydeligt som muligt, forklarer Uiloq Mathæussen.

- Fordi Naalakkersuisuts beslutninger berører befolkningens levevilkår, er det meget vigtigt, at et lovforslag eller initiativ bliver kommunikeret så tydeligt som muligt fra start af. Der skal jeg hjælpe til med at italesætte de gode historier, der bidrager til oplysning og rette misforståelser, når de opstår, siger Uiloq Mathæussen, der er opvokset i Sydgrønland.

Hun er kommunikationsuddannet i international kommunikation med en Masteruddannelse fra Macquarie University i Sydney, Australien. En uddannelse, der blev mulig at gennemføre, blandt andet fordi hun modtog et legat på 400.000 kroner fra Ivalo og Minik Fonden.

Læs mere om den nye presserådgiver i avisen AG:

Powered by Labrador CMS