Politikere og hjemløse på catwalken
Alle billetterne var solgt flere dage i forvejen, da Kofoeds Skole i Aalborg inviterede til grønlandsk modeshow
Den grønlandske nationaldragt og moderne grønlandsk tøj- og smykkedesign gik hånd i hånd, da Kofoeds Skole i Aalborg slog dørene op for et stort anlagt modeshow.
På catwalken sås både nogle af eleverne fra Kofoeds Skole og en række lokalpolitikere fra Aalborg, blandt andre borgmester Thomas Kastrup Larsen og rådmand Mai-Britt Iversen.
Kofoeds Skole i Aalborg henvender sig blandt andet til hjemløse og socialt udsatte. På skolen arbejder man blandt andet med at styrke elevernes selvværd, og det var i den forbindelse, at ideen med et modeshow opstod.
Eleverne på Kofoeds Skole har blandt andet arbejdet med redesign, hvor de har givet brugt tøj et grønlandsk look, og de har også arbejdet med smykker som ringe og halsbånd. Det blev præsenteret under modeshowet sammen med kjoler, bluser og tørklæder fra Isaksen Design og Nuuk Couture.
Nyt syn på Grønland
- Vi vil gerne forny danskernes syn på Grønland og vise, at Grønland er meget mere end hundeslæder og kulde - et moderne samfund, hvor man selvfølgelig også går op i mode og design, siger Mai-Britt Iversen, der er socialrådmand og initiativtager til modeshowet.
Eleverne på Kofods Skole i Aalborg har selv stået for hele arrangementet. De har blandt andet kontaktet virksomheder, som har hjulpet med makeup, styling og ikke mindst det store tekniske udstyr, som et rigtigt modeshow kræver.
- Det har været en vigtig aktivitet på Kofoeds Skole, da alle elever har bidraget til, at vi kunne få det store arrangement op at stå. Dermed har vi styrket elevernes selvtillid og vist, at man kan meget mere, end man selv tror, siger rådmanden.
Eleverne havde også allieret sig med skuespilleren Flemming Jensen, der optrådte som konferencier og med stor lune præsenterede modellerne på catwalken.
Der var udsolgt til modeshowet, der blev overværet af 150 mennesker, der alle havde betalt 150 kroner for at deltage.
- Jeg er ret sikker på, at showet var så stor en succes, at vi er parate til at gentage det næste år, siger Mai-Britt Iversen.