Politikere er klar til at se på armslængde ved tildeling af kvoter og licenser

Både Demokraterne, Siumut og Naleraq er klar til at se på at indføre et armslængdeprincip, når det handler om tildeling af licenser og kvoter indenfor fiskeriet.

- Fra politisk side skal man sætte rammerne for tildeling af licenser og kvoter ved hjælp af lovgivning, men udførelsen skal laves med armslængdeprincippet, sådan som fiskerikommissionen lægger op til, så der er ens vilkår for alle, uanset hvem man ringer til, og hvem man kender, siger Jans Napaattooq fra Naleraq.
Offentliggjort

En udtalelse fra Naalakkersuisoq for Fangst og Fiskeri, Aqqaluaq B. Egede, for nyligt har skabt debat om, hvordan fiskere har kunnet få adgang til licenser og kvoter ved at tage direkte kontakt til politikerne.

Naleraqs Jens Napaattooq roser naalakkersuisoq for at nævne problemet.

- Det er modigt af vores naalakkersuisoq, at han tør tage debatten, siger han.

Jens-Frederik Nielsen har derimod kritiseret udtalelserne for at mistænkeliggøre alle tidligere naalakkersuisut på området for magtmisbrug.

Bør undersøges nærmere

Han mener, det bør undersøges til bunds, hvis politikere har påvirket uddeling af kvoter og licenser, så der kan sættes navn på de involverede, og at der skal være konsekvenser derefter.

Aqqaluaq B. Egede har efterfølgende understreget, at han mente, at naalakkersuisut har hjulpet fiskerne ved at få embedsværket til at behandle sagerne efter de gældende regler på området, og altså ikke ved at påvirke hvem der har fået kvoter og licenser.

Embedsværket har bekræftet den fremgangsmåde og Erik Jensen (S) har fortalt, hvordan han har hjulpet med at speede tempoet for sagsbehandlingen op for fiskere, som har kontaktet ham, da han var naalakkesuisoq for fiskeri.

Politikerne skal lave rammerne ikke detailstyre

Men selvom sagsbehandlingen er for langsom, så skal naalakkersuisut ikke gå ind i enkeltsager, mener Jens Napaattooq.

- Fra politisk side skal man sætte rammerne for tildeling af licenser og kvoter ved hjælp af lovgivning, men udførelsen skal laves med armslængdeprincippet, sådan som fiskerikommissionen lægger op til, så der er ens vilkår for alle, uanset hvem man ringer til, og hvem man kender, slår han fast.

Fiskerikommissionen har i sine anbefalinger lagt op til, at der skal laves et nyt system med armslængdeprincip, så politikkerne ikke er i nærheden af beslutningerne om selve fordelingen af kvoter og licenser.

- Det er et stort problem, at fiskere har kunne kontakte naalakkersuisut og komme foran i køen. For mig at se så skal licenser gives på et objektivt grundlag ud fra fastlagte kriterier. Hvis en politiker kan beslutte, hvem der skal have kvote efter hvem det er eller efter forgodtbefindende, så har vi et stort problem, siger Demokraatits formand, Jens-Frederik Nielsen og uddyber:

Transparens og armslængde

- Jeg synes, fiskerikommissionen er inde på noget af det rigtige i forhold til at indføre armslængde. Licenser skal uddeles ud fra objektive kriterier, der giver alle lige muligheder. Sådan er reglerne jo også nu, derfor kom Aqqaluaq B. Egedes udtalelse bag på mig, siger han.

Både han og Jens Napaattoq mener, at et system med armslængde vil beskytte både parterne og politikere. Fordelingerne skal ske på en transparent måde, og der skal ikke være nogen politikere, der kan få indflydelse. Fiskerikommissionen har også anbefalet, at hele kvotesystemet lægges åbent frem så borgere kan gå ind i en database og se, hvem der har fået hvilke kvoter.

- Fiskerikommissionens anbefalinger er interessante i mange aspekter. Det vil betyde, at man kan stille alle borgere lige. Det, der forgår nu, har afstedkommet nogle uregelmæssigheder. Og det skal vi se på og finde en proces, der er holdbar fremadrettet, siger Jens Napaattooq.

Powered by Labrador CMS