Politikere efterlyser handling for asiatiske elever i folkeskolen

Nu blander Inatsisartuts uddannelsesordførere sig i debatten om nyankomne asiatiske børn og unge i folkeskolen. 

I de seneste måneder har AG sat fokus på området gennem interviews med forskere, asiatiske elever, lærernes fagforening IMAK og naalakkersuisoq for uddannelse, Nivi Olsen.

Her har både elever og lærere beskrevet en hverdag, hvor nyankomne børn ofte placeres direkte i almindelige klasser uden tilstrækkelig sproglig støtte, mens lærerne kæmper med store flersprogede udfordringer i undervisningen.

Både Inuit Ataqatigiits Nivi Efraimsen Heilmann og Naleraqs Isak Johannessen mener, at folkeskolen ikke er tilstrækkeligt rustet til den voksende gruppe elever med anden sproglig og kulturel baggrund – herunder asiatiske elever, særligt i Nuuk.

Begge peger på behovet for konkrete initiativer som modtageforløb, styrket sproglig støtte og efteruddannelse af lærere. Samtidig understreger begge, at løsningerne vil kræve langsigtede politiske prioriteringer.

Tålmodighed bliver en nødvendighed 

Nivi Efraimsen Heilmann fra Inuit Ataqatigiit mener, at udviklingen kræver nye løsninger og et tættere samarbejde mellem myndigheder og fagfolk.

– Mange lærere gør allerede en stor indsats, men vi må også erkende, at skolerne ikke alle steder er tilstrækkeligt rustet med de nødvendige ressourcer og redskaber til at håndtere udviklingen optimalt, siger hun.

Hun peger blandt andet på behovet for styrket sproglig støtte, bedre modtageforløb og efteruddannelse af lærere, der underviser i flersprogede klasser.

Samtidig understreger hun, at løsningerne skal udvikles i samarbejde mellem kommuner, skoler, lærere, IMAK, uddannelsesrådet og Naalakkersuisut.

– Udfordringerne kan variere fra sted til sted, siger hun.

Naleraqs Isak Johannessen er enig med sin kollega i Inatsisartuts uddannelsesudvalg og mener, at folkeskolen ikke i tilstrækkelig grad er rustet til den voksende gruppe elever med anden sproglig og kulturel baggrund.

– Mange lærere står i dag med store sproglige og pædagogiske opgaver uden tilstrækkelig støtte, og det er ikke holdbart på længere sigt, siger han.

Han peger blandt andet på store klassestørrelser og et stigende pres i storbyerne som en del af problemet.

Begge partier vurderer også, at nogle forbedringer kan iværksættes relativt hurtigt, mens mere grundlæggende ændringer vil kræve flere års politisk prioritering og investeringer.

Enighed om støtte – forskelle på integration

Samtidig understreger både Nivi Efraimsen Heilmann og Isak Johannessen, at udviklingen ikke må ske på bekostning af grønlandsk sprog og kultur.

Hos Inuit Ataqatigiit lægger Nivi Efraimsen Heilmann vægt på, at alle børn skal have mulighed for at trives og lære på lige vilkår, samtidig med at grønlandsk fortsat skal have en central plads i folkeskolen.

Naleraqs Isak Johannessen formulerer sig mere direkte. Han peger blandt andet på erfaringer fra Danmark, hvor han mener, at skoler flere steder er blevet udfordret af store kulturelle og sproglige forandringer.

Ifølge Naleraqs uddannelsesordfører er det derfor vigtigt, at elever, der kommer til Grønland, får mulighed for at blive en del af det grønlandske fællesskab og lære sproget, uden at skolerne mister deres kulturelle fundament.

- Vi skal kunne håndtere nye udfordringer uden at give afkald på vores egen identitet og vores ansvar for at styrke kalaallisut i samfundet, siger han.

Selv om der på tværs af det politiske spektrum er stor enighed om udfordringerne med de asiatiske elever i folkeskolen, at der skal ske noget på området, så er udtalelserne i kategorien: Hensigtserklæringer.

Indtil videre er der ikke kommet konkrete nationale løsninger på bordet, og derfor er det fortsat kommunerne og de enkelte skoler, der her og nu må forsøge at finde løsninger på de udfordringer, lærere og elever står med i deres hverdag.