Politiet undersøger mistænkeligt dødsfald i Aasiaat

En ung mand er afgået ved døden i Aasiaat, og politiet er i gang med at undersøge de nærmere omstændigheder.

Offentliggjort

Grønlands Politi oplyser søndag morgen, at et mistænkeligt dødsfald i Aasiaat efterforskes.

Vagtchef Søren Bendtsen er endnu sparsom med detaljer i sagen af hensyn til efterforskningen men fortæller, at den afdøde er en ung mand, og at de pårørende er underrettet.

I øjeblikket er en retsmediciner i Nuuk for at bistå politiet i sagen om en 58-årig mand, som blev fundet død i Arsuk tidligere på ugen.

Retsmedicineren hjælper også politiet i sagen fra Aasiaat, fortæller vagtchefen til Sermitsiaq.AG.

Håber på afklarende melding senere

- Det mistænkelige ligger i, at det er en ung mand, der er tale om.

- Vi har alle teser åbne, og når vi betegner det som mistænkeligt dødsfald, så undersøger vi det potentielle gerningssted, taler med vidner og så videre for at få af- eller bekræftet, om der kan være tale om et kriminelt forhold, forklarer Søren Bendtsen.

Han håber, at politiet i begyndelsen af næste uge kan komme med en mere afklarende melding om sagen.

Tidligere i denne uge blev en 58-årig mand fundet livløs i Arsuk. I den sag er en 45-årig mand tilbageholdt og sigtet for drab.

Powered by Labrador CMS