Politiet måtte eftersøge nødstedte fiskere

Mandag morgen modtog politiet en henvendelse om tre fiskere, der ikke var vendt hjem efter en fisketur ved Tasiilaq. Et politifartøj blev sendt ud at lede efter dem.

(Arkivfoto)
Offentliggjort

Omkring kl. 08 mandag morgen fik Grønlands Politi en henvendelse vedrørende tre fiskere, fortæller vagtchef Peter Bauer til Sermitsiaq.AG.

De tre var sejlet afsted på fisketur omkring kl 21 søndag aften og skulle være kommet tilbage ved tre-tiden om natten.

Mandag morgen var de dog endnu ikke kommet tilbage. De tre fiskere havde i stedet fået kontakt til en bekendt på land, som fik at vide, at fiskerne havde fået motorstop og heller ingen strøm havde.

Eftersøgning udfordret af dårlig sigtbarhed

Den melding blev bragt videre til politiet, der besluttede at sejle ud efter fiskerne, som havde opgivet en cirka position.

Med tre betjente om bord sejlede et politifartøj til området.

Eftersøgningen blev udfordret af, at der blev dårlig sigtbarhed på grund af tåge, men politiet sejlede rundt ved den angivne position, og omkring kl. 11 fandt de heldigvis båden med de tre fiskere.

Vagtchef Peter Bauer fortæller, at politiet dog ikke kunne bringe fiskerne hjem, og at både politibetjente og fiskere befinder sig i Kulusuk, fordi is gjorde det for svært at komme retur til Tasiilaq. De vil dog forsøge at komme retur til Tasiilaq hurtigst muligt.

Powered by Labrador CMS