Politi på vaccinations-kontrol: Ingen bøder uddelt
Lørdag aften og nat udførte politiet flere kontroller af de nye krav om vaccination eller test før besøg i nattelivet.
Det var hovedsageligt i Nuuk, at politiet udførte kontroller af de nye krav om, at man skal være færdigvaccineret for at tage på restaurant eller bar.
Alternativt skal man kunne fremvise en negativ coronatest, der ikke er mere end 48 timer gammel.
De borgere, der blev kontrolleret, havde dog deres på det tørre, fortæller politiets vagtchef:
- Vi har lavet kontrol, men dem, vi kontrollerede, var alle ok, siger Nuno Larsen, vagtchef ved Grønlands Politi, til Sermitsiaq.AG.
Mange berusede
Ifølge reglerne er det politiet, der skal stå for at kontrollere, om folk er vaccineret eller testet, og personale på eksempelvis restauranter og værthuse er ikke forpligtet til at gøre det.
På trods af nye regler og fortsatte restriktioner i Nordgrønland har politiet haft nok at se til denne weekend:
- Der har været en del berusede folk på grund af lønningsdagen her ved månedsskiftet, fortæller vagchefen.