Nuuk
Politet: Ulovligt at skyde ved Qinngorput
Politiet i Sermersooq advarer mod at anvende skydevåben nær befærdede områder
Sejlsæsonen er så småt i gang, og det betyder, at mange skal have skudt deres rifler ind. I Nuuk benytter en række borgere området i udkanten af Qinngorput tæt på sprængstofdepotet som skydetrænings- eller indskydningsbane.
Politiet i Sermersooq har i den forbindelse fået en del henvendelser fra borgere, der er bekymrede over, at der skydes så tæt på et befærdet område, oplyser myndigheden i en meddelelse.
Læs: Udgav sig for at være civil politimand og stjal penge og mobiltelefon
Ikke velegnet område
- Det er ikke et velegnet område at opholde sig, når man skyder sit våben ind. Der kører ofte biler i området, ligesom mange borgere benytter det til at gå ture. At lave skydetræning i det område skaber utryghed, og det opfylder ikke kravet i politivedtægten om, at man skal være uden for bygrænsen, før man må skyde, siger Mads Lynge Christiansen, vagtchef i Nuuk.
Læs: Dækskifte udsat i to uger i Nord
- Vi vil derfor gerne indskærpe, at det ikke er lovligt at skyde med rifler og lignende ved sprængstofdepotet i Qinngorput, understreger vagtchefen.
Bøde på 3.000 kroner
Rådet fra politiet lyder, at man - for at måtte benytte sit skydevåben lovligt - skal være et godt stykke væk fra almindeligt benyttede stier og veje, herunder også bebyggede områder og dertilhørende veje.
Skydningen må ikke medføre fare eller være til gene eller ulempe for forbipasserende. Overtræder man politivedtægten ved at anvende sit skydevåben i eller nær bymæssig bebyggelse, kan det straffes med en bøde på 3.000 kroner.