Hash
Polar Seafood bortviser tre hashrygende fiskere
Polar Seafoods nul-tolerance politik overfor brug af hash om bord på rederiets fartøjer er ikke er en tom trussel. Det blev tydeligt understreget i pinsen.
En rutinemæssig hashtest på Polar Nanoq lørdag den 3. juni afslørede, at tre af besætningens i alt 26 medlemmer havde røget hash. De blev omgående afskediget og sat i land i nærmeste havn, oplyser rederiet i en pressemeddelelse.
Tilsvarende test
Rederiet oplyser, at man nogle dage forinden gennemført en tilsvarende test på en anden af Polar Seafoods trawlere. Her var samtlige prøver negative.
- Det er alvorligt, når man overtræder de meget klare regler. En trawler er en farlig arbejdsplads, og alle skal kunne regne 100% med hinanden i alle situationer. Vi har derfor tydeligt understreget overfor samtlige besætninger, at indtagelse af ulovlige rusmidler udgør en stor sikkerhedsrisiko, og at overtrædelser medfører omgående afskedigelse. Dette budskab er endvidere synligt i form af opslag flere steder på hvert skib. For at håndhæve forbuddet har vi udstyret rederiets kaptajner med det fornødne udstyr til at foretage effektive tests, og disse tests fortsætter så lang tid, vi mener det nødvendigt, skriver bestyrelsesformand Henrik Leth og flådechef Jørgen Fossheim i pressemeddelelsen.
Store omkostninger og dårligt kammeratskab
Det koster mange penge, når enkelte besætningsmedlemmer ikke lever op til de krav, vi stiller på dette område. Dels er det dyrt i sig selv at afbryde et fiskeri til havs, og dels skal vi vente på at hente nye besætningsmedlemmer om bord. Endelig skal det nævnes, at de pågældende ikke alene svigter virksomheden og deres arbejdsplads, men i høj grad også deres kollegaer, der mister indtægter. Det er med andre ord dårligt sømandsskab og dårligt kammeratskab at svigte både kollegaers og rederiets tillid, mener rederiet, der i rekrutteringen af nye medarbejdere lægger vægrt på ansvarsfølelse og modenhed.
Vi får ros
- Derfor er det vigtigt at fremhæve, at de skærpede krav og de aktuelle tests er indført med stor accept fra alle vores officersaspiranter, der har rost os for initiativet, skriver Henrik Leth og Jørgen Fossheim fra Polar Seafood.