PN efterlyser åbenhed om servicekontrakter

Datoen for udløb af de nuværende servicekontrakter nærmer sig og processen spidser til. Partii Naleraq efterlyser dialog og åbenhed omkring indgåelse af nye aftaler.

Disko Line, Najaaraq Ittuk
Offentliggjort

Partii Naleraq mener, at Naalakkersuisut bør give alle Inatsisartut medlemmer samt befolkningen fuldt overblik over nye servicekontrakter, før de godkendes og underskrives.

- Fra vores side havde vi håbet på en mere gennemsigtig proces, og belært af historien er vi nødt til at melde klart ud om mangler ved processen, siger Pele Broberg til Sermitsiaq.AG

Og Partii Naleraq er ikke de eneste, der revser Naalakkersuisut for lukkethed og mangel på rettidig omhu i forhold til servicekontrakterne.

Flere undrer sig

En turistoperater har for nylig påpeget, at det står i Naalakkersuisuts egen turismestrategi, at kontrakterne bør indgås i god tid før udløb.

En anden i branchen mener, det er problematisk, at kontrakterne ikke kommer i udbud, men at de går direkte til Diskoline igen.

Også det har Partii Naleraq bidt mærke i.

- Naalakkersuisut meldte i januar ud, at man ønsker at fortsætte med samme operatører og tilmed give dem 10 års kontrakter. Med tanke på den formulering er det nærliggende at formode de igen bliver uopsigelige, lyder det fra Pele Broberg.

Det undrer ham, at det kun kræver fire stemmer i et enkelt udvalg at godkende kontrakter, der kan række så langt ud i fremtiden.

- At stemple kontrakter fortrolige og få dem igennem med godkendelse af fire Inatsiartutmedlemmer er ikke på sin plads. Lad os lære af vores fejl.

Historien gentager sig

Pele Broberg mener, at historien med servicekontrakterne fra 2016, lægger op til mere åbenhed og gennemsigtighed i den nuværende proces, for at undgå samme palaver med de nye kontrakter, som man oplevede dengang.

I 2016 føg det rundt med anklager om nepotisme og manglende regulering af udbudsreglerne i forhold til servicekontrakter, og flere borgmestre var på barrikaderne over de indgåede kontrakter.

Men Naalakkersuisut har været meget lidt snakkesalige i forhold til de nuværende forhandlinger. Sermitsiaq.Ag har flere gange forsøgt at få en kommentar fra Naalakkersuisoq for Departementet for Boliger og Infrastruktur, Karl Frederik Danielsen, uden held.

Meget lidt er sluppet ud

Den 22. oktober sendte Departement for Boliger og Infrastruktur en pressemeddelelse ud med budskabet at Naalakkersuisut nu har godkendt et aftaleudkast for de kommende servicekontrakter for passagerbefordring, efter længevarende forhandlingsforløb.

Inden forhandlinger blev igangsat i foråret, blev alle interessenter inddraget, for at sikre der i de nye aftaler indarbejdes de erfaringer brugerne har gjort sig fra nuværende

kontrakter og fremtidige ønsker til passagertransport i hele vort land, lød det i meddelelsen.

Men Naalakkersuisuts udmelding om inddragelse af alle interessenter må stå for egen regning, især når man ikke præsenterer udspillet til befolkningen før de underskrives, påpeger Partii Naleraq.

-Allerede nu kan vi fra Partii Naleraq klart melde ud, at vi ikke ser vores forslag til forbedringer afspejlet i de fremlagte servicekontrakter. Hverken fra vores arbejde i Anlægsudvalget eller seminaret, der har været afholdt.

Powered by Labrador CMS