Penge fundet til landsdækkende undersøgelse om LGBTQIA+ 

Den første undersøgelse af LGBTQIA+ personers sundhed og trivsel i Grønland kan gøre en reel forskel for nutidens og fremtidens LGBTQIA+ borgere.  

Undersøgelsen bliver den første af sin slags i Grønland.
Offentliggjort

Det er begrænset, hvad man ved om LGBTQIA+ personers sundhed i Grønland.

HVAD STÅR LGBTQIA+ FOR?

Hvad betyder de forskellige bogstaver i LGBTQIA+?

L: Lesbisk

G: Gay eller homoseksuel 

B: Biseksuel 

T: Transkønnet 

Q: Queer (paraplybegreb for personer, der ikke passer ind i de traditionelle kønskasser )

I: Interkønnet

A: Aseksuel

+: Står for de identiteter, der ikke er dækket af de andre bogstaver

Men det skal der laves om på. Rådet for Menneskerettigheder, Sipineq+ og Center for Folkesundhed i Grønland har fået finansiering til en landsdækkende spørgeskemaundersøgelse om LGBTQIA+ borgeres sundhed og trivsel i Grønland.

Det oplyser Rådet for Menneskerettigheder i en pressemeddelelse.

Undersøgelsen bliver den første af sin slags, og den har stort potentiale til at gøre en reel forskel for nutidens og fremtidens LGBTQIA+ personer, skriver de.

I 2024 blev rapporten “At være LGBTQIA+ i Kalaallit Nunaat” udgivet. Den viste, at LGBTQIA+ personer i Grønland ofte står overfor betydelige udfordringer i samfundet, herunder diskrimination, stigmatisering og manglende social accept.

Konsekvenserne af dette kan potentielt være store, og kan føre til højere niveauer af psykisk mistrivsel, depression, angst og i de værste tilfælde selvmord.

Rapporten viste samtidig, at internationale undersøgelser peger på, at oprindelige folk, som også identificerer sig som LGBTQIA+ personer, generelt er i højere risiko for diskrimination, vold, mistrivsel, selvmordstanker og selvmordsforsøg end andre etniciteter.

Baserer sig på befolkningsundersøgelsen

Fordi forskning og data om LGBTQIA+ personers sundhed i Grønland er så begrænset, anbefales det i rapporten, at området inkluderes i de landsdækkende befolkningsundersøgelser.

Dels for at opnå et sammenligningsgrundlag i forhold til den øvrige befolkning og dels for at få et indblik i omfanget af LGBTQIA+ borgere og deres sundhedsudfordringer i det grønlandske samfund.

Den kommende undersøgelse baserer sig derfor på den igangværende befolkningsundersøgelse - den største nationale sundhedsundersøgelse.

Dette vil gøre det muligt at sammenligne LGBTQIA+ personers sundhed og trivsel med resten af befolkningen. Undersøgelsen vil danne grundlag for fremtidige initiativer og give et klart billede af sundheden og trivslen hos LGBTQIA+ borgere.

Spørgeskemaet er åben for alle LGBTQIA+ personer bosiddende i Kalaallit Nunaat og vil blive udsendt via sociale medier.

Powered by Labrador CMS