Paven kræver våbenhvile i Gaza

Pave Frans opfordrer juledag til en øjeblikkelig våbenhvile i Gaza samt frigivelse af gidsler.

Under den traditionelle velsignelse fra Peterskirken satte pave Frans fokus på konflikten i Gaza.
Offentliggjort

Det sker i forbindelse med den traditionelle velsignelse, Urbi et Orbi (for byen og for verden, red.), fra Peterskirken.

- Mit hjerte sørger over ofrene for det afskyelige angreb 7. oktober, og jeg gentager min bøn om hurtigt at få frigivet dem, som stadig holdes som gidsler, siger han med henvisning til Hamas' angreb.

Herefter sætter den 86-årige pave fokus på Israels militære operationer i Gaza.

- Jeg beder indtrængende om, at de militære operationer og deres forfærdelige høst af civile ofre ophører, siger han.

Få nødhjælpen frem

Paven opfordrer til en "løsning på den humanitære situation" ved at åbne for, at nødhjælp kan komme frem.

Næsten tre måneder efter krigens start mellem Israel og Hamas er den humanitære situation katastrofal ifølge FN. 85 procent af befolkningen er fordrevet.

Hamas angreb Israel 7. oktober. Det kostede omkring 1200 mennesker - størstedelen civile - livet.

Hamas bortførte omkring 250 personer. 129 af dem er ifølge Israel stadig i Gaza.

Israel har gengældt Hamas' angreb med vedvarende bombardementer og en landoffensiv i Gaza, hvor over 20.000 personer - mange af dem kvinder og børn - er blevet dræbt ifølge Gazas Hamas-styrede sundhedsministerium.

Powered by Labrador CMS