På trods af advarsel: Tasiilaq får ekstra narhvalskvote
Naalakkersuisut har besluttet at tildele en ekstrakvote på otte dyr til Tasiilaq på trods af advarsler om, at bestandene kan være i fare for udryddelse.
Tilbage i maj gav Naalakkersuisut en ekstrakvote af narhvaler til Upernavik. Det medførte blandt andet en hård reaktion fra Partii Naleraqs lokalafdeling i Tasiilaq.
Her forlangte lokalformand Emanuel Nuko, at også Østgrønland blev betænkt med en ekstrakvote:
- Vi, der kommer fra den østlige side af vort land, vil også gerne have tildelt ekstrakvoter, idet vi står og ser på masser af narhvaler, der svømmer forbi, uden at vi kan gøre noget, fordi vores kvote ikke rækker til flere narhvaler, skrev Emanuel Nuko i en pressemeddelelse.
Nu lader det til, at hans bønner er blevet hørt, også selvom eksperter har advaret om, at narhvalbestandene i Østgrønland kan være i fare for at blive udryddet.
Skal fanges ved fællesfangst
Naalakkersuisut har nemlig på et møde 11. juni tildelt en ekstrakvote på otte dyr til Tasiilaq.
Det oplyser naalakkersuisoq for fiskeri, fangst og landbrug, Jens Immanuelsen, i et skriftligt svar til Jens Napaattooq, der er medlem af Inatsisartut for Partii Naleraq.
- De tildelte 8 ekstra kvoter skal udelukkende foregå ved fællesfangst, samt ved en prioritering af erhvervsfangere, der ikke har fanget narhval i slutningen af april 2020, skriver Jens Immanuelsen.
Jens Immanuelsen gør opmærksom på, at når kvoten øges, stiger riskoen for at narhvalbestanden bliver mindre. Dermed kan en højere fangst nu betyde lavere fangster i fremtiden.
I fare for udryddelse
Biologer, der overvåger narhvalbestandene i Østgrønland, er stærkt bekymrede for bestandene.
I december sidste år kom det frem, at den nordatlantiske havpattedyrkommission NAMMCO´s videnskabelige kommité vurderede, at bestandene på Østkysten er så truede, at der slet ikke bør skydes narhvaler i området i 2020.
Bestandene er i fare for at blive udryddet, hvis bestandene fortsat bliver mindre, var biologernes vurdering.