Østrig indleder retssag om coronaudbrud i Ischgl og omegn
Tusindvis af mennesker menes sidste år at være blevet smittet med coronavirus på skisportssteder i Østrig.
Den første af en række retssager om sidste års omfattende coronaudbrud ved østrigske skisportssteder går fredag i gang.
Her skal retten tage stilling til, om myndighederne reagerede hurtigt nok på smitteudbrud ved populære skidestinationer i Tyrol.
Blandt de steder, der særligt er under lup, er skisportsstedet Ischgl.
Tusindvis af mennesker fra op mod 45 forskellige lande menes at være blevet smittet med coronavirus som følge af udbruddet i Ischgl.
Statens Serum Institut meddelte blandt andet i marts sidste år, at 139 personer havde taget coronasmitte med sig til Danmark.
Sagen i Østrig er et civilt søgsmål og den første af 15 sager.
Det er den østrigske kvinde Sieglinde Schopf og sønnen Ulrich, der står bag søgsmålet. De mistede henholdsvis deres mand og far, 72-årige Hannes Schopf, efter at han var blevet smittet med coronavirus i Ischgl.
Familiens advokat Alexander Klauser har blandt andet fremhævet en rapport, som blev udgivet af en uafhængig kommission i oktober sidste år.
Her lyder det, at lokale embedsmænd "reagerede for sent" og lavede "alvorlige fejlberegninger", da Island den 5. marts informerede dem om, at flere af landets statsborgere var testet positive ved hjemkomst.
Ifølge Sieglinde Schopf blev hendes afdøde mand smittet med coronavirus, da han blev evakueret i en pakket bus, hvor folk nyste og hostede.
Schopf-familien sagsøger Østrig for 100.000 euro - 750.000 kroner.
Skal påtage sig ansvar
Foruden 15 civile søgsmål er der 30 personer, der har forlangt en eller anden form for kompensation fra den østrigske regering.
- De ønsker sig allermest, at den østrigske stat påtager sig noget ansvar. Det har der ikke være noget som helst tegn på endnu, siger advokaten Klauser.
Østrigs normalt velbesøgte skiområder var hårdt ramt i 2020/2021-sæsonen.
Nogle steder har meldt om op til 90 procent færre gæster end normalt.