Vildt vejr

Orkan i Qaanaaq: - Helt vanvittigt

Vandrørene sprang, container væltede og havisen brød op.

Udsædvanlige vejrforhold i Qaanaaq fik i går havisen til at bryde op.
Offentliggjort

I Qaanaaq er man vant til barske forhold, men det sidste døgn har alligevel været værre end normalt.

- Det har været helt vanvittigt, siger ledende skoleinspektør Dan D. Normann til Sermitsiaq.AG.

Overalt i byen sprang vandrørene, da kulden pludselig tog et dyk ned samtidig med at en orkan blæste ind over området.

- Vi havde en kuldefaktor på minus 42, og det var nødvendigt at dække hovedet rigtig godt til, når man skulle ud. Det var rimelig koldt, konstaterer Dan D. Normann.

Vandskader overalt
Han måtte i går aflyse undervisningen på skolen på grund af de ekstreme vejrforhold, og den håndfuld børn, der mødte op på skolen i dag, blev også sendt hjem.

- Vandrørene er sprunget her på skolen og i børnehaven, så vi har været nødt til at lukke alt ned. Fordi det har været så koldt, er der sprunget rør rigtig mange steder i byen, og da vi kun har én rørlægger, kommer der til at gå noget tid, inden det bliver lavet, fortæller den ledende skoleinspektør.

Også i minihallen er der skader efter uvejret. Skoleinspektøren kan fortælle, at det drypper ned, og at hallen derfor også er lukket af.

Isen brød op
Onsdagens orkan var desuden så kraftig, at havisen brød op.

- Ja, isen er blæst væk. Herfra hvor jeg står, kan jeg se åbent vand, så fangerne kan ikke komme ud. De har ellers været afsted med hundeslæderne, siger Dan D. Normann

Han kan også fortælle, at den kraftig vind kastede rundt med naboens container.

- Den væltede hen foran hendes hoveddør, men da den hviler mod et gelænder, kan hun godt komme ind og ud.

Under selve orkanen blev sneen hvirvlet rundt i luften mellem byens huse.

- Sigtbarheden var meget lav, og i dag ligger sneen rundt i byen som bakker af sne, fortæller Dan D. Normann, der dog kan berolige med at vinden efterhånden er løjet af.

- Ja, lige nu er her stort set ingen vind, afslutter skoleinspektøren.

Powered by Labrador CMS