Opfordrer Siumut til retssag
Atassuts Steen Lynge kan godt forstå, at Siumut er utilfreds med, at partiet ikke må reklamere for et borgermøde på KNR

- Begrundelsen for, at Siumut ikke må reklamere for et borgermøde i tv, holder ikke.
Sådan lyder en vurdering fra menig medlem af Atassut Steen Lynge.
Hans udmelding kommer efter, at medlem af naalakkersuisut for familie, kultur, kirke og ligestilling Mimi Karlsen i går fastslog, at der i tv ifølge lovgivningen ikke må ”reklameres for religiøse bevægelser politiske partier, kandidatforbund, sammenslutninger og enkeltkandidater”.
Læs "Derfor må Siumut ikke reklamere"
Læs "Siumut føler sig censureret"
Men ligesom Siumut-formand Aleqa Hammond mener Steen Lynge, at Mimi Karlsen og naalakkersuisut er helt forkert på den.
- Siumut bør tage skridt til en retssag i forbindelse med fortolkningen af Landstingsforordning paragraf 52 stk. 2 om radio- og tv-virksomhed, opfordrer Steen Lynge.
- Jeg mener, at Mimi Karlsens fortolkning af denne paragraf, der hindrer Siumut i at reklamere for et borgermøde, bør afprøves ved en domstol.
- Mimi Karlsen overfortolker reglerne. Formålet med Siumuts annonce er at få borgerne til at deltage i mødet, og det er i sig selv ikke en reklame for et bestemt parti, siger Steen Lynge.
- Samtidig mener jeg, at sagen er af principiel karakter, idet sådan en bestemmelse hindrer en gruppe mennesker i at ytre sig, fordi de tilhører et parti, uanset om det måtte være en reklame for et parti eller ej.