advokatudredning

Ombudsmand: Selvstyret har ydmyget fyret retschef

Inatsisartuts ombudsmand Vera Leth frifinder Formandens Departement for at offentliggøre hele udredningen omkring den fyrede retschef Andreas Salmony. Men retter samtidig kritik

Formandens Departement har nu til huse i Nuuk Center
Offentliggjort

Andreas Salmony, der var ansat som retschef ved Formandens Departement, fratrådte i juni 2013 sin stilling på baggrund af en fratrædelsesaftale indgået mellem ham og departementet.

Som følge af en 'betydelig interesse og bekymring i offentligheden' for denne sag samt sagen om forløbet om ansættelsen af pressekoordinator Julie Rademacher i Formandens Departement valgte Formandens Departement i juli 2013 at iværksætte en advokatundersøgelse af de to sager.

Læs "Rademacher: Jeg skammer mig"

Læs "Julie Rademacher går"

I den udredning, der på baggrund af advokatundersøgelsen blev udfærdiget, konkluderedes det overordnet om Andreas Salmony-sagen, at der ikke var noget at bebrejde departementet for. I udredningen udtaltes der omvendt omfattende kritik af Andreas Salmony.

På baggrund af ’den betydelige offentlige interesse’ for de to sager valgte Formandens Departement at offentliggøre hele udredningen på Naalakkersuisuts hjemmeside.

Læs "Bestilt advokatundersøgelse renser Naalakkersuisut"

Læs "Advokatfirma: Salmony var næppe egnet som retschef"

Næppe i strid med regler om tavshedspligt
Inatsisartuts ombudsmand Vera Leth indledte siden af egen drift en undersøgelse af spørgsmålet om berettigelsen af at offentliggøre udredningen for så vidt angik den del af udredningen, der handler om Andreas Salmony.

- Ombudsmanden fandt, at offentliggørelsen af advokatudredningen næppe - i det konkrete tilfælde - var i strid med de almindelige regler om tavshedspligt i den offentlige forvaltning. Dette skulle blandt andet ses i sammenhæng med den betydelige interesse for sagen i offentligheden sammenholdt med det forhold, at anvendeligheden af tavshedspligtreglerne hviler på en konkret vurdering i hvert enkelt tilfælde, skriver Vera Leth.

Ydmygelse og udstilling af Andreas Salmony
- Ombudsmanden fandt dog, at det havde været mest hensynsfuldt og derved bedst stemmende med princippet om god forvaltningsskik, om Formandens Departement i rimelig tid forud for offentliggørelsen i det mindste havde orienteret Andreas Salmony om departementets beslutning og samtidigt hermed havde forelagt ham advokatudredningen, således at Andreas Salmony kunne varetage sine interesser. Ombudsmanden noterede sig, at Formandens Departement i forbindelse med sagens behandling hos ombudsmanden havde beklaget forholdet.

- Ombudsmanden fandt det endvidere beklageligt og stridende mod god forvaltningsskik, at Formandens Departement med offentliggørelsen havde offentliggjort passager af udredningen, der klart ville kunne opfattes som en ydmygelse og udstilling af Andreas Salmony, skriver ombudsmand Vera Leth.

Læs hele ombudsmandens udtalelse her

Powered by Labrador CMS