Nyt restaurant-byggeri i Nuuk
En 1000 kvadratmeter stor restaurant med tagterrasse vil også rumme butikker, oplyser arkitektfirmaet bag det nye byggeri i centrum af Nuuk.
Rikke og Jørgen Pedersen, der i forvejen driver tre restauranter i Nuuk, er bygherrer for et nyt projekt, der skal ligge ved siden af det nye hotel HHE Express.
Det er KHR Architecture, som har tegnet den nye bygning, der har været på tegnebrættet i flere år. Nurepa er ved at klargøre grunden, mens Inuplan er rådgivende ingeniør på projektet, oplyser teknisk chef og partner Henrik Danielsen i en pressemeddelelse.
Tre temaer
Om bygningen oplyser arkitektfirmaet, at den er opdelt i tre temaer inspireret af den grønlandske natur og udnytter naturens niveauforskelle i arkitekturen.
Kreativ direktør Janina Zerbe forklarer:
- Arkitekturen tager afsæt i de niveauforskelle, der i forvejen er på grunden og udnyttes inde i bygningen til at skabe et varieret rumligt forløb, hvor restaurant, bar og køkken er beliggende i forbindelse med hinanden, men dog alligevel funktionelt og rumligt adskilt. Det er med til at skabe en naturlig opdeling, men samtidig et godt flow og sammenhængskraft.
Svæver på transparent glas
Bygningens udvendige materialer bliver opdelt i tre tematiske lag inspireret af den grønlandske natur: sten, is og træ.
- Naturen har skabt et fundament af klippe, og den æstetik bygger vi videre på ved at beklæde soklen med sort beton med et tydeligt forskallingsmønster, som en fortolkning af det grønlandske grundfjeld. Derover kommer et glasparti, der henter sin inspiration i havet og isen. Øverste del af bygningen bliver nærmest som en æske af træ, der svæver ovenpå det transparente glas, lyder forklaringen fra den kreative direktør i KHR Architecture.