Nyt projekt: Turismen skal udvikles i ydreområderne
Visit Greenland og NALIK Ventures har igangsat et projekt med særlig fokus på turismeudvikling i yderdistrikterne.
Siuarta - en fælles indsats for udvikling i yderområderne.
Det er navnet på et nyt projekt, som dels skal hjælpe med at understøtte den bæredygtige udvikling lokalt, og dels imødekomme gæsternes ønsker om autentiske og unikke oplevelser.
- Alle byer og bygder har en helt unik historie at fortælle. Med afsæt i de lokale potentialer, vil vi gerne stimulere til, at der udvikles et større udbud af oplevelser i hele landet, fortæller Anne Nivíka Grødem, direktør i Visit Greenland, i en pressemeddelelse.
Her fremgår det, at projektets første fase har fokuseret på Sydgrønland i tæt samarbejde med den lokale turisme- og erhvervsorganisation Innovation South Greenland.
Tillid og risikovillighed
Entusiasmen og metoden, der ligger bag projektet, vækker glæde hos Sarah Woodall, der er konstitueret direktør i Innovation South Greenland.
- Lokal forankring er ét af vores største strategiske principper inden for turisme, men det er finansiering også. Der efterlyses mere tillid og risikovillighed fra de grønlandske finansieringskilder til at investere i Sydgrønland, siger hun og tilføjer:
- Vi håber, Siuarta-projektet ved gentagne workshops og besøg - vil føre til større kendskab til potentialerne i vores regionale turismeerhverv, samt flere konkrete bevillinger til sydgrønlandske turismeaktører.
Undersøgelser viser blandt andet, at succeskriteriet for hvordan der sker erhvervsudvikling i yderdistrikterne, bør ske ved en buttom-up tilgang. Det vil sige, at det starter med at tage udgangspunkt i borgerne og virksomhedernes ønsker.
Store udviklingsmuligheder
Iværksætterrådgiver Claus Christoffersen fra INUVA, der afholder de lokale Siuarta-workshops, ser store muligheder for udvikling i Sydgrønland ved brug af projektets metode. Han understreger, at alle virksomheder er forskellige og har brug for forskellige ting.
- At kunne vejlede ud fra individuelle behov skaber langt større værdi for mange af de mindre virksomheder end traditionelle aktiviteter. Sydgrønlands distrikter er fulde af muligheder, og iværksætterne er dygtige, siger han:
- Nu skal vi fokusere på at opbygge kompetencer så både kundekontakten og den bagvedliggende virksomhedsdrift bliver solide alle steder. Initiativet fra Visit Greenland og NALIK er med til at skabe den udvikling.
Siuarta løber i første omgang i hele 2023 og vil styrke forholdene for det lokale turisme- og erhvervsliv i både Nordgrønland, Østgrønland og Sydgrønland.