Nyt hovedsæde til søfartsuddannelserne
Imarsiornermik Ilinniarfik (Grønlands Maritime Center) i Nuuk har fået opsagt sin lejeaftale i Issortarfik 5 fra nytår, og Departementet for Uddannelser er derfor på jagt efter nye, moderne og tidsrammende fysiske rammer, der kan understøtte de forskellige søfartsuddannelser.
Der er ikke en forventning om, at Selvstyret vil bygge et maritimt uddannelsescenter ”i den nærmeste fremtid”, oplyser naalakkersuisoq Nivi Olsen.
Oscar Scott Carl
Departementet for Uddannelser ligger i forhandlinger med en
udbyder, der kan tilbyde de nødvendige rammer til lærere og kursister inden for
skipper- og skibsføreruddannelserne og øvrige andre relaterede uddannelser
inden for søfart, som man har et ønske om at igangsætte.
Naalakkersuisoq for Uddannelser Nivi Olsen oplyser i et
paragraf 37-svar til Demokraatits Bo Martinsen, at man har en forventning om at
sætte blæk på en lejeaftale ”i den nærmeste fremtid”.
Eje kontra leje
Af svaret fremgår det, at Naalakkersuisut allerhelst ville
eje de bygninger, som skal huse søfartsuddannelserne. Men det bliver ikke i
denne omgang.
Det oplyses, at Naalakkersuisut ”ikke har foretaget
vurderinger og beregninger på hensigtsmæssigheden af ejerskab kontra lejemål”.
- Men set i lyset af udviklingen på lokalemarkedet i Nuuk,
hvor stigende efterspørgsel og stigende huslejepriser gennem årene fortsætter,
vurderer Naalakkersuisut dog at ejerskab af behovsmæssigt opførte fysiske
rammer for skolen på sigt vil være det mest hensigtsmæssige, oplyser Nivi Olsen.
Hun peger på, at det skal ses i forhold til udvikling og etablering
af nye uddannelser inden for søfart og muligheden for at samle alle
søfartsuddannelser og kurser her i landet på en lokation. Det overblik har man
ikke og konsekvensberegninger er derfor ikke foretaget.
Udfordret økonomi
Og så er der lige det med økonomien: at eje eller leje, når Landskassens
økonomi er udfordret. Her peger Nivi Olsen blandt andet på, at der er afsat
mange penge til opførelsen af en ny Jern- og Metalskole i Sisimiut.
Der er således ikke en forventning om, at Selvstyret vil
bygge et maritimt uddannelsescenter ”i den nærmeste fremtid”, som Nivi Olsen udtrykker
det, selv om det fortsat vil stå på ønskesedlen.
Tilbage i 2024 fremsendte bestyrelsen for Imarsiornermik
Ilinniarfik et ideoplæg til et byggeprogram for en ny skole. Det økonomiske
overslag for at bygge skolen blev estimeret til 132 millioner kroner.
I dag koster de nuværende fysiske rammer i Issortarfik 5 knap
1,35 millioner kroner om året i husleje. Hertil skal lægges leje af lokaler til
kursusvirksomhed, som årligt løber op i 695.000 kroner, bliver det oplyst i
svaret.