Nyt hotel i Nuuk
Nyt mellemklassehotel i Nuuk bliver et godt tilbud til nordlys-turister. Det er planen, at hotellet skal åbne til næste forår.
Turismevirksomheden Greenland Escape er næsten klar til første spadestik til Nuuks nyeste hotel. Det fortæller direktør Jesper Øraker.
Det skriver avisen Sermitsiaq.
– Det nye hotel får 32 værelser. Alle værelser har eget bad og toilet, og morgenmad vil altid være inklusiv. Navnet bliver Hotel Aurora. Placeringen er næsten for enden af Entreprenørdalen mod kanten til Niels Hammekensvej, oplyser direktøren.
– Hotellet bliver opført i en rustik, hyggelig stil med stor fokus på området det bliver bygget, stedets historie og selvfølgelig med megen vægt på nordlys, som navnet antyder.
Direkte adgang til kyststi
– Området ud til kysten mellem Entreprenørdalen og Niels Hammekensvej er faktisk lidt af en perle, hvor det bliver muligt for turisterne at få en smagsprøve på den grønlandske kystnatur lige uden for døren.
Det nye hotel bliver i tre etager, og det er planen, at man fra den øverste etage skal kunne gå direkte ud på fjeldkammen mellem Entreprenørdalen og Niels Hammekensvej. Det er også planen, at udgangen fra anden sal skal forbindes med kyststien, som Kommunarfik Sermersooq er i gang med at anlægge rundt om Nuuk.
– Og så er placeringen med udsigten mod Cook-øerne et rigtig godt sted at se nordlys i sæsonen. Nordlyset bliver helt sikkert en stor attraktion – og det er også derfor, at vi kalder hotellet Aurora.
Jesper Øraker håber at kunne slå dørene op for det nye hotel i løbet af foråret 2021.
Læs mere om planerne om hotellet i avisen Sermitsiaq. Du kan få adgang til avisen gennem linket her: